23948sdkhjf

Her er udfordringerne for fremtidens bilsalg

Deltagerne på salgsrådgiveruddannelsen er i en branche i en tid, hvor alt bliver endevendt, og hvor data er konge.

IGANGSÆTNING Data, disruption og at tænke ud af boksen for at komme foran i en foranderlig fremtid. Det var essensen af de mange input, som de deltidsstuderende på Bilbranchens akademiuddannelse i salg og rådgivning - i daglig tale Salgsrådgiveren - fik hovedet fyldt med, da de var til kickoff på efterårssemestret hos Erhvervsakademi Aarhus onsdag den 2. september.

Anker Nørlund Christensen, chefkonsulent hos Erhvervsakademi Aarhus, indledte ved at fortælle om, at tre hold med 35 elever er i gang med akademiuddannelsen, og at de første 10 på uddannelsen bliver færdig sidst på året. Et nyt hold 4 starter 27. januar 2021 via blended learning med både fysisk og online undervisning.



- I skal være klar til at håndtere langt mere datadrevet salg, nye teknologier, automatisering og AI, øget globalisering og nye kommunikationsmuligheder i en tid, hvor autobranchens værdikæder ændres, sagde Anker Nørlund Christensen blandt andet.

Bo Svane, General Manager Fleet, Remarketing & Mobility hos Toyota Danmark bilimportøren, sparkede døren ind til en spændende fremtid, hvor "data er konge", og hvor vi endnu ikke helt ved, hvad alt data skal bruges til. Toyota er ved også at blive softwareselskab med AI og robotter. Og hvem ved - måske salgsrådgivere i fremtiden skal 3D-printe biler til kunderne, eller leje el-løbehjul ud? Måske bilhusene snarere bliver oplevelsesuniverser, eller måske overtager den offentlige transport, som Toyota er på vej til i en hel ny japansk Toyota-by, der er på vej.

NCG klar til vækst
Simon Hjorth, Head of Finance Business Partnering hos Danmarks tredjestørste bilimportør med mange bilmærker, Nic Christiansen Group, fortalte om en total lean-omlægning af koncernens hidtil komplicerede it-struktur og organisation.

- Blandt verdens megatrends er brug af data, der er samfundets nye olie. Vi vil i NCG gerne udvide forretningen på flere markeder med nye og eksisterende mærker. Med vores nye setup kan vi sige til bilproducenterne, at vi er klar it-mæssigt, organisatorisk og strategisk. Samtidig gør vi os brand-uafhængige ved at køre fælles it på tværs af bilmærker, og forbereder os på connected cars, sagde Simon Hjorth blandt andet.

Læs også: Opråb: Støt op om vores nye uddannelse


Data skræddersyr biler
Anton Freisleben, salgsdirektør hos lastbilproducenten Scania Danmark i VW-koncernen, fortalte om, hvordan det har givet mening bevidst at gå fra en markedsandel på 33 til nu 28 procent på grund mere indtægt i stedet for vild kamp i markedet. Herunder at data viser, at 40 procent af sælgerne sælger 75 procent af lastbilerne, hvor man nu spørger til kundens mål og ikke behov. Data fra brug af eksisterende lastbiler under kørsel kan bruges til at skræddersy vognmandens næste bil mht. antal aksler, hestekræfter, udstyr med mere. På vej er - naturligvis - elektrificerede lastbiler, der er selvkørende i såkaldt "platooning" på række via dataoverførsel for at spare brændstof.

Salget ligger i detaljen
Henrik Bollerslev, indehaver af Lindholm Biler i Viborg, Aarhus og Fredericia, underholdt med sin tidligere lette tilgang til virksomhedsdrift, der nu er erstattet med en større ledergruppe, en professionel bestyrelse samt digitalisering med konstant måling på antal slutsedler, klargøring, rabatgivning, kundernes brancher mv. Dagens tal serveres for medarbejderne hver eftermiddag.

- Retailing er detailing - salget ligger i detaljen, sagde Henrik Bollerslev, der årligt nu sælger cirka 4000 brugte biler- i øvrigt ved at tænke og markedsføre sig utraditionelt såsom med privatdemo’er hjemme privat hos interesserede bilkøbere under corona-pandemien.



Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11