REDNINGSPLAN Cirka 40 procent fremgang i salget har Sindal Autoophug i Nordjylland oplevet på grund af corona-krisen. Det skyldes ikke mindst, at værkstederne har haft svært ved at få fat på nye originaldele via importørerne og udlandet.
Kim Andersen, indehaver af Sindal Autoophug, er glad for at kunne agere standin i højere grad end normalt overfor autobranchen.
- Jeg, og mange af mine kolleger rundt i landet, føler faktisk, at vi har været en stor hjælp til mange værksteder, fordi nye OE-varer har ladet vente på sig i månedsvis hos producenterne - senest har vi i dag sendt et dørhåndtag til en Hyundai til et værksted, fortæller Kim Andersen til Motor-magasinet.
Sindal Autoophug oplevede, som mange andre, at omsætningen faldt cirka 20 procent ved pandemiens udbrud i marts. Men siden er den steget til 30-40 procent over normalen de seneste måneder. Største salg er "blikdele" såsom døre, kofangere som skadesdele, men også motorer og gearkasser.
- Restordrer på OE-dele hos importørerne og manglen har presset prisen opad, og generelt har værkstederne accepteret at få brugte originaldele tilsendt med lidt flere skrammer end normalt. Mit og kollegernes håb er nu, at værkstederne er blevet mere opmærksomme på genbrugsdele, nu hvor vi har hjulpet til og bakket op under krisen, siger Kim Andersen.
Skiller og bygger elbiler
Sindal Autoophug har hele 400.000 dele på hylderne med 11.000 kvadratmeter under tag og seks meter hylder i højden. Virksomheden opererer i både eksportbiler, genopbygningsbiler, ophug og reservedele. Eksporten har stået stille men er nu kommet tilbage. Samtidig er privatsalget steget, fordi mange danskere har haft tid til at hyggebygge biler under coronaen. Især ældre bildele fra 80’erne til f.eks. Audi og Volvo har solgt godt.
Campingvogne, der ellers også er at finde på ophugget i Sindal, har været presset op i pris på grund af danskernes lyst til at holde ferie hjemme i år.
Til gengæld har Sindal Autoophug, der beskæftiger 32 medarbejdere, skilt 12 elbiler ad i år, især Renault Zoe, som der kører et par tusinde udlejningsbiler af, som bliver trafikskadet af og til. Delene er registreret på OE-nummer, fotograferet og lagt på lager og på it-portalen Autogenbrugernes Datalager Ditonet. Men to Zoe er blevet genopbygget på virksomhedens værksted og er til salg pt. Hvad angår genopbygningsbiler henvender andre værksteder sig ofte, hvis de har overskud af tid, for at bygge for Sindal Autoophug, og nogle vælger at købe bilen til eget genopbyg og salg.
Motorcykler nyt område
Kim Andersens to sønner, Michael og Mads, er med i virksomheden og skal tage over. Michael er sælger og startede mc-delen op for et par år siden, som han har bygget eget it-system til, Mads er værkfører.
- Flere autogenbrugere har med tiden prøvet med motorcykler men har givet op. Vores opbygning af mc-forretningen går også lidt trægt, men vi har nu 100 motorcykler af alle mærker på lager og oplever, at mc-forhandlerne i stigende omfang bestiller og bruger brugt, fortæller Kim Andersen.
Motorcykelbranchen er præget af manglende alternative reservedele i markedet og bruger generelt mest OE-reservedele. Derfor er genbrugspriserne ekstra lave i forhold til nye OE-dele; en kåbe kan eksempelvis købes for 1000-1500 kroner mod typisk 10-12.000 kroner fra ny.
Vokset op med genbrug
Kim Andersen er vokset op med autogenbrug, idet hans far startede ophug på Teglværket i Brønderslev i 1967. Kim Andersen startede Bindslev Autogenbrug i 1983 og opkøbte Sindal i 1991. Han driver stadig Bindslev som produktforretning i form af gammelt jern og brugsjern, især rør og profiljern, med sin søster med til landbrug og industri, herunder havnen i Hirtshals. Sindal Autoophug er blandt det største autogenbrugs-virksomheder herhjemme og en af de første certificerede i 80’erne. Reservedele og eksportbiler sælges overalt i verden, herunder især til kunder på Færøerne og i Grønland.Ophuggere standin på OE-dele under coronaen
Ophuggere standin på OE-dele under coronaen
Sindal Autoophug og andre ophugger-virksomheder har oplevet vækst, fordi værkstederne har svært ved at skaffe nye originaldele. Elbiler og motorcykler er nye indsatsområder hos den store nordjyske virksomhed.