ANALYSE Læs disse to citater:
"Hvis regeringens finanslovsforslag gennemføres, vil salget bremse kraftigt op. I dag er vi trådt et langt skridt væk fra den grønne omstilling."
"Vi forventede ikke, at bilafgifter ville indgå i regeringens udspil til finanslov. Vi venter i stedet på Eldrup-kommissionens anbefalinger til, hvordan vi kan gennemføre en provenuneutral omlægning af de danske bilafgifter, der fremmer den grønne omstilling. Vi forventer, at anbefalingerne i rapporten vil føre til en politisk aftale i efteråret, der klarlægger afgifterne for biler, herunder elbiler, på både kort og længere sigt."
Det første stammer fra Gitte Seeberg, adm. direktør fra AutoBranchen Danmark. Det andet står Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i Bilbranchen DI, bag.
Det første citat illustrerer den usikkerhed, der hersker i dele af autobranchen; hvad sker der med bilafgifterne?
Og panikken bredte sig, da finansminister Nicolai Wammen (S) mandag præsenterede regeringens udspil til næste års finanslov - også kendt som Danmarks husholdningsbuddet. For ikke et ord om elbiler. Ikke et ord om registreringsafgifter.
MEN DET ER DER NOK en grund til. Som Motor-magasinet kunne fortælle i forrige uge, så ventes det, at Anders Eldrup her i begyndelsen af september, måske allerede på mandag, offentliggør en delrapport i det, der skal danne grundlaget for den fremtidige bilbeskatning i Danmark. Anders Eldrup sidder som bekendt med ansvaret for at give regeringen råd til, hvordan transportsektoren kan bidrage til den grønne omstilling. Og det ligger i kortene, at elbiler kommer til at spille en central rolle.
Derfor er der kun få, der for alvor tror på, at elbiler efter nytår vil koste betydeligt mere end de gør i dag. Tværtimod.
Hvordan det forholder sig til plugin-hybiderne, der i disse måneder stormer frem på salgslisterne, er stadig et åbent spørgsmål.
De fleste politikere, røde som blå, og størstedelen af autobranchen er enige om, at det nuværende afgiftssystem med en værdibaseret afgift på alle måder er uhensigtsmæssigt.
Ønsket er en teknisk baseret afgift, der tager højde for bilernes CO2-aftryk - og altså ikke bilens pris. Men samtidig skeler politikerne til de mange milliarder, der hvert år triller ind i registreringsafgifter - i omegnen af 50 milliarder kroner. Derfor er det politiske krav, at en omlægning af afgifterne skal være provenuneutral.
Og det er noget af en gordisk knude at løse. Politikerne vil gerne have danskerne til at købe elbiler. Det gør vi, når prisen (læs afgiften) er lav. Men det dræner statskassen for afgiftsmilliarderne.
OG DET ER DEN indbygget modsætning, Anders Eldrup er sat til at komme med en løsning på. Og derfor står der ikke et ord om elbiler og registreringsafgifter i regeringens finanslovsforslag.
Men at der er meget på spil, illustreres af dette citat fra en tredje central aktør, Mads Rørvig fra de danske bilimportører:
"Udfaldet af de forestående afgiftsforhandlinger i Folketinget bliver skelsættende for det fremtidige salg af grønne biler."
Alle venter på Anders Eldrup ...