23948sdkhjf

Kan man klage over en elbils rækkevidde?

JURAKLUMME: Ankenævn for biler har behandlet en sag om en elbil, som langt fra levede op til den angivne rækkevidde

JURA Elbiler er jo meget oppe i tiden. Noget af det som både købere og sælgere fokuserer meget på, er, om man kan klare det daglige kørselsbehov med en ren elbil.

I den forbindelse har den faktiske rækkevidde på en opladning uhyre stor betydning, og spørgsmålet er for mange, om man kan forvente, at den opgivne rækkevidde også vil svare til den faktiske rækkevidde, eller om der viser sig at være så stor forskel, at man faktisk ikke kan bruge bilen til det formål, den er købt til. Det er jo en diskussion, som vi også har set med almindelige fossile brændstofbiler, hvor de ikke har kunne køre så langt på literen som opgivet, men hvor konsekvensen blot har været, at man har skullet tanke hyppigere.

Med en elbil derimod risikerer man ikke at nå frem til sit mål - eller i det mindste at skulle bruge tid ved ladestanderen.

Kører 170 km om dagen

Ankenævnet har på seneste møde behandlet en sag om en elbil i kr. 300.000 klassen, som ifølge køberen ikke kunne køre tilnærmelsesvis så langt på en opladning, som det var oplyst i markedsføringsmaterialet, og som den i øvrigt officielt var opgivet til. Klageren gjorde faktisk gældende, at bilen var ubrugelig til det formål han havde købt den til - nemlig som pendlerbil mellem hjem og arbejde. En strækning som den efter den opgivne rækkevidde sagtens skulle kunne klare.

Bilen var opgivet til at skulle kunne køre 280 km på en opladning. Klageren havde 85 km hver vej til arbejde, og de 170 km burde derfor under alle omstændigheder være noget den kunne klare, selv med forbehold for vinterkørsel mv.

Det har i praksis vist sig ikke at være tilfældet, hvilket var grunden til at køberen havde reklameret til forhandleren, som havde afvist ham med henvisning til at hans kørselsmønster var årsag til ringere rækkevidde.

Det var han ikke enig i, da bilen som nævnt var købt med netop kørslen til og fra arbejde som formål.

På den baggrund blev sagen indbragt for ankenævnet, som fik foretaget en sagkyndig undersøgelse af bilen. Indklagede havde på forhånd tilkendegivet, at der ikke var fejl på bilen, som kunne begrunde den kortere rækkevidde, og den sagkyndige kunne heller ikke konstatere at der var fejl på bilen. Teknisk var bilen derfor ikke fejlbehæftet.

Der blev foretaget en prøvekørsel af bilen med et fuldt opladet batteri. Efter 225 km viste displayet lav batterikapacitet, og en resterende rækkevidde på 28 km, hvilket ville medføre en faktisk rækkevidde på 253 km - altså inden for de tolerancer som må forventes i forhold til den opgivne rækkevidde på 280 km.

Den sagkyndige anså det faktisk for sandsynligt, at man kunne nå de 280 km ved en endnu mere økonomisk køremåde. Prøvekørslen var foretaget på en varm dag med 2 personer i bilen under blandet kørsel på motorvej, landevej, småveje og bykørsel. Der blev benyttet strøm til air-con og radio og til gengæld også udnyttet regenerativ bremseeffekt.

Ingen fejl på bilen

Skønsmandens konklusion var på baggrund af prøvekørslen, at bilen godt kunne opnå den opgivne rækkevidde, og at han ikke kunne konstatere fejl på bilen.

Han fremhævede dog i sit svar, at for at opnå en optimal udnyttelse af rækkevidden vil bilen skulle køres med en anden og særlig kørestil, som vil afvige fra det man vil være vant til i en sædvanlig benzin- eller dieselbil.

Brug af energiforbrugende udstyr såsom aircon, viskere, blæser, lys og lignende vil påvirke rækkevidden ligesom hastighed og vindmodstand har væsentlig indflydelse.

Som det nok kan forstås, fandt man ikke fejl ved bilen, som også ved en faktisk afprøvning levede op til de opgivne normer.

Men hvad så med klagerens behov, kan han rent faktisk benytte bilen til dens formål ? Det kom frem i sagen, at afprøvningen af bilen over strækningen på de 225 km var sket med en gennemsnitshastighed på 56 km i timen. Turen havde taget 4 timer og 17 minutter og foregik som nævnt på varierende vejtyper og med en temmelig økonomisk køremåde.

Det skal holdes op imod at klageren har 85 km på arbejde, og at turen køres på motorvej og landevej, hvor hastigheden vil være væsentlig højere end de kørte 56 km/t. Det ville betyde en tur på 1½ time hver vej, som er væsentlig mere end det, turen normalt kan gøres på.

Konkret må man derfor erkende, at bilen ikke kunne bruges af klageren til det formål, som den var anskaffet til.

Det kunne sikkert diskuteres, om klageren var blevet oplyst om, at rækkevidden ville blive reduceret til næsten det halve af det opgivne, når han kørte meget på motorvej og dermed også med en højere hastighed.

Det var ikke en del af sagen, og hverken klager eller indklagede så ud til at ville kunne dokumentere, om en sådan oplysning var givet eller ej - i hvert fald ikke ud over de helt standardmæssige og dermed generelle forbehold.

Kørselsmønstre afgørende

På baggrund af den sagkyndige erklæring, hvorefter bilen kunne præstere den opgivne rækkevidde, fik klageren ikke medhold. Han må derfor finde ud af, hvad han så skal bruge sin elbil til.

Det er selvfølgelig uheldigt for klageren, men på baggrund af sagens oplysninger og den sagkyndige afprøvning, kunne ankenævnet efter min bedste overbevisning ikke nå frem til en anden afgørelse.

For mig rejser det imidlertid spørgsmålet om sælgere af elbiler er tilstrækkelig realistiske i deres informationer om, hvad man som køber vil kunne forvente. Uanset at trenden og den "korrekte" politiske holdning er, at vi skal køre i elbiler, så er jeg bange for, at vi vil se mange skuffede forventninger blandt elbilkøbere - især hvis man køber den for at benytte den som transportmiddel og ikke kun fordi man er "lidt nørdet".

Teknologien udvikler sig, og forhåbentlig bliver det væsentlig bedre i de nyudviklede modeller, end i den her omhandlede bil, som dog faktisk kun er fra juni 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11