MASKINSALG På trods af corona oplever leverandøren Flex1one generel vækst i efterspørgslen efter autolifte - og det startede faktisk få uger inde i coronakrisen. Der er tale om alle typer af lifte til både autoriserede og uafhængige værksteder. Salget fordeler sig desuden på komplette værkstedsindretninger og enkelte lifte til værksteder, der blot ønsker at opgradere eller investere i en ekstra liftplads, oplyser marketing- og HR-chef Jannie Nielsen.
- Der er ingen tvivl om, at vores mest solgte lifttype stadig er den 2-søjlede lift. Men der er skarp konkurrence fra andre modeller, herunder blandt andet de 2-stemplede lifte samt kørebane-sakselifte.
- Vi oplever, at værkstederne i stigende grad investerer i lifte, der kan lidt mere end blot at løfte en bil fri af gulvet. Parametre som fleksibilitet, høj løftekapacitet, pladsbesparelse, et strømlinet udseende, lang holdbarhed og mulighed for nedbygning i gulvet vinder mere og mere indpas hos beslutningstagerne på de danske værksteder, fortæller Jannie Nielsen.
Flex1one forhandler blandt andet lifte fra italienske Ravaglioli, som leverandøren angiver er i en meget høj og stabil kvalitet.
- At pris er en ekstremt vigtig faktor for værkstederne er ingen hemmelighed. Konkurrencen er hård, og vi har derfor valgt at udbyde udvalgte modeller af de nye populære liftvalg til konkurrencedygtige priser, siger Jannie Nielsen.
Stabil, fleksibel og stærk
Kørebanesakseliften fra Ravaglioli sælger lige nu rigtig godt i en variant, der kan løfte 5 ton. Liften fås både med og uden sporingskørebaner samt frihjulssakseløfter. Den kan desuden både monteres in- og onground alt efter, hvad værkstedet synes fungerer bedst.
- Denne model er et meget populært valg for værksteder, der ønsker at sikre fleksibiliteten til at kunne håndtere de lidt tungere køretøjer også - såsom varebiler. Populariteten skyldes også dens stabilitet - krydret med den skarpe kampagnepris, tilføjer marketingchefen.
Lige nu sælges liften meget ofte sammen med 3D 4-hjulsudmåleren TD3000 fra Ravaglioli, hvor kameraerne monteres direkte på liftens kørebaner som en både fleksibel, præcis og brugervenlig løsning - i øvrigt konstrueret uden et pladskrævende tårn foran liften.
Den strømlinede model
Ravaglioli står desuden bag nogle ægte bestsellere indenfor stempellifte, som også er i en stærk opadgående kurve hvad angår popularitet på værkstederne. Stempelliftene vælges ofte fordi, de er meget pladsbesparende og giver et flot udtryk på værkstedet. De fås med forskellige typer af løftearme og platforme for god fleksibilitet ved løft af forskellige køretøjer.
- En stempellift er et valg i den lidt mere kostbare afdeling end de 2-søjlede lifte, men også her kan vi levere markedsmæssigt til en skarp pris, så alle kan være med. Alle lifte kan jo udføre værkstedernes vigtigste opgave med at hæve biler op i luften. Det er blot et spørgsmål om, hvordan værkstederne ønsker liften konstrueret - og hvilke features, de finder er vigtige, siger Jannie Nielsen.
Værkstederne vil have avancerede lifte
Leverandøren Flex1one oplever vækst i salg af flere typer autolifte - især de fleksible og pladsbesparende vinder frem blandt mekanikerne.