23948sdkhjf

Tesla leverer overskud trods tilbageslag under coronavirus

Omsætningen er dykket hos Tesla, der alligevel har formået at vende sidste års minus til et overskud.

Den amerikanske elbilproducent Tesla formåede at lande et overskud i andet kvartal trods det verdensomspændende udbrud af coronavirus.

Omsætningen faldt med fem procent til 40,2 milliarder kroner.

Samlet set er der blevet leveret cirka fem procent færre elbiler i kvartalet. Det dækker over færre leveringer af Tesla Model S og X og flere leverede Model 3 og Model Y.

Det viser Teslas regnskab, der er offentliggjort onsdag aften.

Trods tilbagegangen har Tesla formået at vende sidste års underskud til et plus, hvilket hænger sammen med, at udgifterne har været lavere.

Det hænger blandt andet sammen med, at udgifterne til lønninger har været lavere under nedlukningen, hvor selskabet i en periode måtte lukke ned for produktionen på grund af coronaudbruddet.

Tesla kommer ud af kvartalet med et overskud på knap 700 millioner kroner. I samme periode sidste år fik Tesla et minus på 2,7 milliarder kroner.

Det er fjerde kvartal på stribe, at det amerikanske selskab leverer et plus, og det er første gang i selskabets historie, der strækker sig tilbage til 2003.

Resultatet var langt bedre, end de analytikere, der følger Tesla tæt, havde forventet. De havde spået et langt større fald i omsætningen og et lille underskud.

Tesla er målt på markedsværdien verdens mest værdifulde bilprocent.

Den farverige stifter af elbilproducenten, Elon Musk, tiltrak sig fokus i løbet af andet kvartal - i starten af maj - da han, i strid med reglerne for børsnoterede selskaber, kommenterede Teslas aktiekurs.

- Teslas aktiekurs er efter min mening for høj, skrev han på Twitter.

Den kontroversielle udmelding skar med et 19 milliarder kroner af Teslas markedsværdi, men siden er aktien stormet frem. Teslas markedsværdi er på i underkanten af 2000 milliarder kroner.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11