23948sdkhjf

Bilimportører vil udelukke en million biler fra store danske byer

Rådet for Grøn Omstilling og FDM støtter forslaget om at indbefatte personbiler i de store byers miljøzoner.

TRAFIK Danske Bilimportører har meldt sig i debatten om luftforurening med et forslag, som indbefatter personbiler i miljøzonerne i landets fire største byer.

Det skriver Politiken.

Forslaget er delt i to trin, hvor der fra 2023 er forment adgang i miljøzonerne for biler, som ikke opfylder kravene til udstødning fra 2006.

To år senere skal forbuddet gælde personbiler, som ikke opfylder krav fra 2015.

Det betyder, at omkring hver tredje personbil i den danske bilpark vil blive udelukket fra at køre ind i de store byer fra 2025. Med andre ord svarer det til en million personbiler.

- Ligesom Ørsted gerne vil sætte flere vindmøller op, vil vi gerne sælge flere biler for at løse klimaudfordringen, siger Mads Rørvig, direktør i Danske Bilimportører, til Politiken.

FDM støtter inklusionen af personbiler. Men organisationen påpeger, at de ældste biler oftest køres af de dårligst stillede i samfundet.

Derfor støtter FDM ikke op om at inkludere ældre benzinbiler i forslaget, da disse som regel forurener mindre end dieselbiler.

- Den samlede effekt for miljøet risikerer at blive marginal, men den sociale slagside kan blive stor.

- Det skal de politikere, der årligt skovler over 20 milliarder kroner ind alene i registreringsafgift, ikke være blinde over for, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk til Politiken.

Rådet for Grøn Omstilling har i længere tid talt for at nægte de mest forurenende personbiler adgang i de største byer.

Seniorkonsulent Kåre Press Kristensen påpeger dog, at effekten af forslaget er blevet mindre med årene, da de nye biler forurener mindre end de gamle.

Miljøminister Lea Wermelin (S) skriver i en kommentar til Politiken, at regeringen vil udarbejde en klimaplan for transporten efter sommerferien.

I kommentaren forholder hun sig dog ikke til forslaget.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11