Ambassadørerne - de omsætter fart til salg

MARKEDSFØRING Ud ad pittet. Langsomt frem til start. Røde lys. Grønt lys. Det NU!

Det er livet for racerkøreren. Racet. Imidlertid er der en side mere ved livet som racerkører - dette at være ambassadør for det bilmærke, man kører i. Og/eller for sponsorerne.

Måske kan man lidt kækt sige, at det nææsten er lige så vigtigt, at kunne stille sig foran et kamera med en rammende sætning, som at kunne bremse det øjeblik senere end de andre. For det er her racerkørere, racerbiler, motorsport og forretning går op i en helhed. Ja, det er faktisk her pengene kommer fra. Når motorsport kan omsættes til salg af biler, motorolie, bremseskiver og måske digitale styringsprogrammer.

Lige dér spiller køreren den afgørende rolle; når han - eller hun - bliver den afgørende brik i at omsætte motorsport til salg.

Blandt Danmarks største ambassadører er Michael Christensen, Christian Lundgaard og Michelle Gatting. Verdensmesteren, det lysende formeltalent, den kvindelige racerkører.

Nu vi vil vi gerne vide det; hvordan er det at være ambassadør Michael, Christian og Michelle. Er det ok, er det træls eller er det faktisk fedt?

Jeg møder den absolutte top
- Mig på scenen sammen med the Pink Pig - ja, og Blume. Ja, det var jo efter Le Mans i 2018 selvfølgelig. Vi havde jo vundet - og Porsche fyldte 70 år. Det var det år. Så der skulle jo ske noget særligt.

Michael Christensen, den forsvarende verdensmester i sportsvogns-klassen, husker så klart den dag i Ludwigsburg, da han som Le Mans-vinder var på podiet foran den absolutte topledelse af Porsche-koncernen. Sammen med den grise-farvede vinderbil.

Det kan virke som langt væk. Men det er kun to år siden. 2018. 70-året for Porsches start. Det er jo da noget. Sportsvognstyskerne havde for at markere de syv årtier, fået den smarte idé at male de to biler det år på Le Mans, som to af de mest berømte Le Mans-Porscher gennem tiderne. Den ene 2018-racer (Michaels bil) blev malet præcist som fabrikkens grisefarvede (...ja, grisefarvede) 917 fra 1970 og den anden blev malet som den blå og hvide Rothmans-Porsche 956 fra begyndelsen af 1980’erne.

Den dag på scenen blev en af de helt store for den danske verdensmester - her som vinder af det vigtigste løb i nutidens the Pink Pig - som ambassadør indad til. Og via billederne også ambassadør udadtil.

- Det var et arrangement med cirka 200 personer. Top-konference over to dage. Bl.a. med det store sceneshow med billedet, fortæller Michael Christensen. Og han fortæller med den der stemme, der viser engagement.

- Det var meget sjovt, det var sgu fedt. Det var en glimrende mulighed for at møde Porsches top management. Det er jo i virkeligheden begrænset med tid, hvad vi bruger med hinanden - os kørere og top management. Så det er sjældent, at jeg ser dem i øjnene, der virkelig bestemmer.

- Men det er jo vigtigt for mig at arbejde med bosserne.

- Og nu vi taler om the Pink Pig. Vi kørere, bl.a. Kevin (Kevin Estre, Michaels medkører, red.) var blevet lovet, at hvis vi nu vandt Le Mans i 2018, skulle vi have en tur i den "rigtige" Pink Pig - altså den originale 917 fra for 50 år siden. Og vi vandt jo! Men nu har de alle sammen pludseligt glemt vores aftale!

Uha, en dag med journalister
På scenen med topledelsen - i den grad en ambassadørrolle indadtil. Men tyskerne har også glæde af deres danske verdensmester i rollen som ambassadør udadtil. F.eks. når tyskerne lancerer nye biler for journalister. At vise en Porsche frem, fortælle og ikke mindst vise, hvor hurtigt den kører. Til biljournalister og derfra til læserne; de potentielle købere.

- Lanceringen af en ny Porsche. Der er min rolle jo at være eksperten. Jeg er med til at modtage gæster fra hele verden og forklare om den nye bil og ikke mindst dens køreegenskaber.

- Og det er sgu meget sjovt. At lære mennesker fra hele verden at kende. Og så er det jo fede biler. Og det er fede hoteller.

- En Porsche-lancering over for journalister foregår jo oftest på en racerbane. Her er min opgave bl.a. at køre med som passager i bilen; være den, der hurtigt skal kunne fornemme, hvor god en journalist er til at køre. Første opgave er at se, om han eller hun overhovedet kender vejen rundt på en racerbane. Er det på plads, er det knap så svært - er det ikke på plads, må jeg forklare.

- Og jo, jeg har kørt med journalister, der glemte, at næste sving faktisk er et langsomt sving. Ligesom jeg har kørt med journalister, der altså ikke var nær så dygtige, som de selv troede...

Hvor galt kan det gå, Michael?

- Jo, jeg har været med til at nogle kørte af. Men jeg har ikke været med til noget værre, end en tur i sandkassen og at et bundstykke røg af. Så er det jo bare at sætte et nyt på og så videre.