Artikel er opdateret med korrigerede tal for markedsandele
VEJHJÆLP Tryg er pr. 1. juni skiftet tilbage til SOS Dansk Autohjælp. Skiftet får stor betydning for Viking, der mister stor assistancevolumen i kraft af Trygs person- og varebilsportefølje på 607.577 stk., hvoraf en del er dækket af autohjælp.
Den 1. januar 2018 trådte Tryg ud af Rødt Kort-ordningen, der varetages af SOS International (ejer af SOS Dansk Autohjælp).
Det fremgår ikke, om skiftet medfører, at Tryg genindtræder i Rødt Kort-Ordningen eller fortsætter med Tryg Vejhjælp Europa - Redningsforsikring i udlandet.
Flere forsikringsselskaber er enten direkte eller indirekte ejer af en autohjælpsleverandør, hvor de ikke er kunder, hvilket er tilfældet for:
Topdanmark og LB Forsikring, som har begge en ejerandel under 5 % af SOS International, men køber autohjælp hos Falck.
If har en ejerandel på 25-33,32% af SOS International, men køber autohjælp af Viking, som de ejer 100 %
Tryghedsgruppen ejer 11,94% af Falck samt 60 % af Tryg. Tryg køber autohjælp hos SOS Dansk Autohjælp.
Der udføres årligt ca. 385.000 assistancer på forsikringsmarkedet, hvor SOS Dansk Autohjælp er markedsleder med en andel på 49%. Viking Assistance har en markedsandel på 15%.
Viking under pres
SOS Dansk Autohjælp er pt. dominerende markedsleder på både forsikrings- og mobilitetssegmentet, hvilket giver selskabet optimale betingelser, for udvikling af nye services.
Viking har mistet estimeret 80.000 assistancer fra Tryg og vundet estimeret 25.000 assistancer fra If Forsikring. Derfor er Viking, og særligt Vikings netværk, under et potentielt økonomisk pres for at vinde de tabte assistancer tilbage.
Viking står over for en økonomisk udfordring hvis ikke Topdanmark skifter. Topdanmark har en person- og varebilsbestand på 489.715 og en estimeret assistancevolumen på 65.000 stk.
Benjamin Skipper-Heiselberg er en uafhængig analytiker af forsikringsbranchen med særligt fokus på dens forbindelser til autobranchen.