BRANCHEHISTORIE Med titlen "50 years and still rolling" har NDI, også kendt som Nordisk Dækimport, lanceret en kampagne med én historie per år, siden virksomheden blev etableret i 1970 under navnet "Holstebro Dæklager". Kampagnen blev igangsat i maj og vil køre året ud.
I løbet af de 50 år, virksomheden har eksisteret, er den vokset til at blive nordens førende leverandør af fælge, dæk og hjul med 900 ansatte i fem forskellige lande. i Motor-magasinets seneste Top100 analyse er NDI i top hvad angår både størrelse, resultat, bruttofortjeneste og egenkapital herhjemme i dækbranchen.
- For at markere vores dækvirksomheds runde fødselsdag har vi været på jagt i arkivet efter de gode historier gennem tiden til kampagnen. Vi fortæller så én historie for hvert år og starter i 1970, hvor virksomheden, ligesom mange andre, begyndte som et hobbyprojekt i en garage, fortæller Social Media og PR Manager, Jens Jakob Kjær Hansen.
Store og små historier
Kampagnen, der kan følges på NDI’s officielle LinkedIn-profil, NDI Group A/S, vil være en blanding af de store såvel som små historier igennem tiden og suppleres med gamle fotos og avisklip, som grundlægger af NDI, Benny Kristensen, har opsamlet og opmagasineret gennem nu 50 år.
NDI Group er i dag fortsat en 100 procent familieejet virksomhed.
- Der vil være historier om alt fra de store, strategiske beslutninger, der er blevet truffet gennem tiden til historier om vores vigtige partnerskaber med dækindustrien, men indimellem også lidt mindre anekdoter, siger Jens Jakob Kjær Hansen og uddyber:
- Alle historier har dog i sidste ende samme formål - nemlig at fortælle vores omverden om, hvad der kendetegner NDI som virksomhed og arbejdsplads, og hvilke ting, der har været med til at forme os gennem tiden og gøre os til dem, vi er i dag.
Blandt Linked-in anekdoterne er historien om medarbejderen Carlo Sørensen, der nu har været ansat i 47 år i NDI, de fortsatte udvidelser ved hovedkvarteret i jyske Brørup, partnerskaber og udvikling af dæk til landbruget og med eksempelvis Sønderborg Slidbanefabrik samt meget andet.
Fysisk fejring følger
NDI Group planlægger desuden at fejre virksomhedens fødselsdag sammen med medarbejderne, kunderne og samarbejdspartnere. Det var oprindelig planen at fejre det i 2020, men grundet udbruddet af COVID-19-virusset er denne fejring indtil videre udsat, oplyser Jens Jakob Kjær Hansen.
NDI Group fejrer 50 år med kampagne
Som en markering af jubilæet har virksomheden igangsat en digital kampagne på LinkedIn med udpluk fra virksomhedens historie, fra da NDI blev startet i privaten i Holstebro som en hobby.