INDKØRING En digital succes kalder Miljøstyrelsen den digitale skrotordning, der siden årsskiftet har medført, at 32.304 danskere har skrottet bilen online og fået udbetalt skrotpræmie digitalt. Ordningen skal forhindre snyd og lette processen for alle, inklusive autogenbrugs-virksomhederne, skriver styrelsen i en pressemeddelelse. Det nye digitale system, kaldet DUS (Digitalisering af Udbetaling og Skrotningsattest), er udviklet af DPA-System (Dansk Producent Ansvar) og Miljøstyrelsen med input fra autobranchen.
De godkendte autoophuggeres brancheorganisation, Dansk Autogenbrug (DAG), istemmer, at systemet og den digitale skrotning begynder at fungere, og at medlemsvirksomhederne ikke længere bestormer DAG om problemer. Men ikke alt fungerer ok.
- Der har været en del børnesygdomme, men nu begynder systemet bag at virke, selv om der stadig er nogle problemer, som vi er i god dialog med Miljøstyrelsen om. Synd er det dog, at systemet har været så længe undervejs - hele fem år - så ikke alle kommentarer og beslutninger tilbage i tid har været taget med i den endelige udformning, siger direktør i DAG, Børge Madsen.
Pirat-kørsel med skrotbiler
Det nye system skulle som udgangspunkt modvirke snyd og såkaldt sortskrot. Men som eksempel på opståede problemer, i kølvandet på den digitale skrotningsattest, nævner direktøren, at såkaldte "pirat-virksomhe-der" har opereret med modtagepladser rundt i landet og har kørt med ikke-miljøbehandlede biler i flere lag på lastbiler.
- Jeg har selv set olie og væsker sejle ud af containere under kørsel med biler, der er banket flade, selv om de ikke er miljøbehandlet og aftappet. Miljøbehandling kræver certificering og uddannelse, og vi vil i DAG naturligvis ikke acceptere, at systemet stadig tillader aktører at omgå digitaliseringen og reglerne. Det er vi i dialog med Miljøstyrelsen om. Problemet er manglende kontrol, der også påhviler kommuner og politiet. Bilejerne ved ikke, at de medvirker i falskneri, som systemet burde modvirke, siger Børge Madsen.
Han nævner desuden, at der var problemer med krav om brug af blanketter til dieselskrotpuljen, idet dieselbilerne i puljen kører på det gamle system, hvor ophuggerne tidligt blev bedt om at smide papirblanketterne ud, fordi det digitale skrotningssystem kom.
Fungeret efter hensigten
Miljøstyrelsen omtaler den digitale skrotning som en succes. Kontorchef i Miljøstyrelsen, Anne Elizabeth Kamstrup, udtaler, at det er positivt, at over 30.000 danskere allerede har gjort brug af systemet og skrottet bilen digitalt online med brug af NemID via Borger.dk for at få skrotpræmien udbetalt direkte på sin NemKonto.
- Når bilejeren opretter sin skrotning hjemmefra, kan der kun vælges fra en liste af godkendte autoophuggere. Det er den bedste garanti for, at bilen miljøbehandles korrekt uden at gøre skade på miljøet, fortæller Anne Elizabeth Kamstrup.
Kontorchefen nævner, at den nye ordning også letter arbejdet for myndigheder og autoophuggere i kraft af en nemmere hverdag helt uden papirarbejde.
- Med digitaliseringen af skrotningsattesterne skal godkendte autoophuggere ikke længere have kontanter liggende. Nu sker udbetalingen af skrotningsgodtgørelsen automatisk til bilejerens konto. På den måde kan vi mindske snyd og samtidig sikre, at bilerne bliver miljøbehandlet korrekt hos godkendte autoophuggere, siger Anne Elizabeth Kamstrup.
Hun mener, at det nye system har fungeret efter hensigten. Miljøstyrelsen og DPA vil dog ikke afvise, at der i forbindelse med opstarten af digitaliseringen har været enkelte udfordringer.
- Heldigvis glider langt de fleste sager fint igennem systemet. Men vi anerkender, at der er visse udfordringer ved opstarten, hvilket må forventes med et nyt digitalt system. Men dem arbejder vi benhårdt på at udbedre, siger Anne Elizabeth Kamstrup.
DAG: Digital skrotning begynder at fungere ok
Miljøstyrelsens rosenrøde pressemeddelelse om 30.000 digitalt skrottede biler får et par ord om børnesygdomme med på vejen af autoophuggernes organisation.