SAMMENLÆGNING Som at forsøge at sætte en gearkasse fra en forhjulstrukket bil på en baghjulstrukken. Sådan karakteriserer formand for salgsportalen og sammenslutningen af autogenbrugere bag Nemdele, Ole Møller Andersen, tankerne om at lægge Nemdele og Autoophuggernes Data- lager, AD, sammen. Her hentyder han primært på sammenlægning af eksisterende it og programmer.
En sammenlægning er kommet på tale efter debat på den ordinære generalforsamling i brancheforeningen Dansk Autogenbrug, DAG, og en rapport om forsikringsbranchens, værkstedernes og forbrugernes ønsker i forhold til at kunne søge og bruge genbrugsdele.
Der er nu nedsat et udvalg under DAG til at se på mulighederne for en sammenlægning af de to portaler, idet de 57 medlemsvirksomheder af begge portaler - fordelt næsten ligeligt - alle er med i DAG.
- Vi har fuld fart på vores webshop, også på trods af corona, og vores tilsluttede 27 virksomheder vækster - min egen, Ørbæk Autogenbrug, med over 20 procent på grund af nye tiltag. Faktisk er vi udfordrede af ikke at kunne skaffe dele nok og må hente i udlandet. Men hvis AD og DAG vil have et møde om samarbejde eller sammenlægning, så tager vi den derfra, siger Ole Møller Andersen og tilføjer:
- Vi var mange år om at lægge de to brancheforeninger DAG og Bilgenbrug Danmark sammen, og nu forestiller nogen sig, at det skal medføre det sidste skub i forhold til også at få lagt de to salgsportaler sammen. Men vi er to forskellige selskaber med hver vores struktur, så det bliver nok svært. Dog har vi nu i et par år delt data med vores "konkulleger" i AD som et første kæmpe skridt og en stor åbning.
Ole Møller Andersen oplyser, at Nemdele har god integrering med forsikringsbranchens skadesopgørelsessystem Autotaks, idet taksatorerne får en liste hver mandag morgen fra Nemdele over reservedele, som forsikringsselskaberne sender til deres fordelsværksteder for brug til bilskader.
Originalnumre bag vækst
Nemdele har lige ansat en mand til at integrere originalnumre, der automatiserer søgning på dele via bilernes nummerplade og stelnummer. Det er især de ophuggerfirmaer bag Nemdele, som bruger energi på at lægge OE-numre ind, der oplever en eksplosiv stigning i salg og vækst.
Desuden er Nemdele gået i samarbejde med FTZ, der har taget genbrugsdele i sit program, da stadig flere værksteder efterspørger brugte dele til skadesrapporter via forsikringsselskaberne.
- Den lå lige til højrebenet; alle forsikringsselskaber taler om, og agerer på grøn omstilling, bæredygtighed og cirkulær økonomi, og en brugt dør kræver ikke energi til hverken bortskaffelse eller nyproduktion. Samtidig er der stadig en besparelse på ofte 40 procent i forhold til nyt, siger Ole Møller Andersen.
Partsplanner baner vej
Han nævner desuden den nye virksomhed Partsplanner som en it-aktør bag genbrugernes vækst. Partsplanner har udviklet et edb-program med fuld sporbarhed, som kan give værksteder hjælp til taksering af autoskader og bestilling af genbrugsdele hos ophuggere, som værkstederne ønsker at samarbejde med.
- Jeg har lige lavet aftaler med fire værksteder, der bruger Partsplanner og har valgt at samarbejde med os hos Ørbæk Autogenbrug - ærgerligt at vi ikke selv fik ideen, hatten af for det, siger Ole Møller Andersen.
Han mener, at Partsplanners it-koncept baner vejen for at opgøre skader med brugte dele, som lovgivning og teknik indtil nu har forhindret.
- Det er lidt hønen eller ægget - systemet eller behovet først. Men nu er vi i fællesskab fuldstændig klar med it’en bag at kunne levere dele til forsikringsselskaber og værksteder, siger Ole Møller Andersen.
Nemdele: Fuld fart og nyt på vej
Portalen for brugte genbrugsdele klarer sig godt alene og lancerer en skelsættende nyskabelse, som kan øge salg af dele.