DIESELGATE Så er dieselgate på agendaen igen.
En tysk domstol har dømt Volkswagen-fabrikken til at tilbagebetale en 65-årig bilist pengene for en Volkswagen Sharan diesel - dog med fradrag for bilens alder og stand.
Sagen er af stor betydning for Volkswagen som koncern, fordi den principielle afgørelse åbner for en lang række tilsvarende sager først og fremmest i Tyskland.
Men netop i dette tilfælde får en tysk domstolsafgørelse i første omgang ingen betydning for hverken den danske Volkswagen-importør, VW-værksteder og -forhandlere - eller VW-ejere for den sags skyld. Den tyske afgørelse kan nemlig så at sige ikke "oversættes" til dansk. Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra bilisternes organisation, FDM.
Forklaringen gemmer sig i forskellen på tysk og dansk lovgivning. Torben Lund Kudsk der er afdelingschef i økonomisk politisk sekretariat i FDM, forklarer:
- Ja, vi kender sagen med den 65-årige ejer af en Sharan TDI fra 2014, der jo nu er blevet tilkendt en erstatning. Men sagen kan ikke umiddelbart "oversættes" til danske forhold.
- Det skyldes, forklarer Kudsk videre, at der i tysk civilret er en passus om moral. Den handler om, at den, der påfører en anden person en moralsk skade, kan idømmes at skulle betale erstatning.
- Den pågældende passus handler om moralsk skade. Den, der påfører en anden en moralsk skade, kan idømmes at skulle betale en erstatning.
- Og det er altså det, der er sket her: At retten i Karlsruhe vurderer, at Volkswagen har påført den 65-årige Sharan-ejer en moralsk skade, idet han havde købt sin Sharan, bl.a. fordi bilen skulle være særlig miljørigtig, hvilket den altså viste sig ikke at være. Den 65-årige havde oprindeligt krævet hele bilens beløb tilbage; men retten har altså fastslået, at der skal være et fradrag for bilens stand og alder.
- Dansk ret har imidlertid ikke en tilsvarende passus - og derfor vil den tyske dom ikke umiddelbart kunne føre til en tilsvarende erstatning i Danmark, vurderer Torben Lund Kudsk.
- Men vi vil bruge den kommende tid til at overveje, om vi skal spille den over til de danske politikere. Måske vi skulle have en tilsvarende passus i Danmark - det gælder biler, men kunne jo også være relevant i mange andre sammenhænge.
Status: Problemet er løst
Så ifølge FDM sker der næppe en opblussen af dieselgate for danske ejere af dieselbiler fra Volkswagen denne gang. Men er det lykkedes at komme i mål med hele denne sag, der startede i 2015, da det kom frem, at den tyske koncern havde snydt med software i millioner af dieselbiler verden over, så de fremstod mere miljøvenlige, end de var.
Torben Lund Kudsk udtaler:
- Vi hos FDM vurderer, at Volkswagen rent konkret har løst problemet. Der er udviklet en software-opdatering, som alle de pågældende biler har fået - og ydermere har 1,6-motorerne fået en ekstra plastikdel i indsugningen. Og dette løste rent faktisk problemet.
- Det mange Volkswagen-ejere har oplevet er, at deres bil er blevet indkaldt til opdatering. Værkstedet har tryllet med bilen et par timer. Og derefter har bilen stort set kørt som hidtil - den forurener bare mindre.
- Vores oplevelse er, at Volkswagen-Danmark har håndteret sagen godt - f.eks. er der eksempler på, at EGR-ventilen ved samme lejlighed er blevet skiftet uden omkostning for kunden.
Har I faktiske målinger på resultatet af opdateringerne?
- Ja, siger Torben Lund Kudsk, både vi og vores europæiske søsterorganisationer har gennemført test af opdaterede biler. Og testene viser, at bilerne nu rent faktisk har mindre udslip og forbrug uden tab af effekt.
Hvordan med de pågældende dieselbilers værdi som brugt - er den faldet?
- Vi har ikke hørt om at skadeslidte skulle have lidt økonomiske tab ved salg af deres brugte diesel.
Hvordan med Volkswagens brand - er værdien faldet?
- Faktisk har vi ingen steder kunnet konstatere, at Volkswagens brand som sådan har lidt skade. Det er således ikke sværere at sælge en brugt Volkswagen dieselbil.
Hvad betyder den tyske dieselgate-dom for Danmark?
Med dommen forrige mandagens fra Karlsruhe er dieselgate atter aktuel. Den tyske dom kan dog ikke "oversættes" til dansk, vurderer bilisternes organisation, FDM.