23948sdkhjf

Trods corona: Flere trafikdrab i april

Umiddelbart skulle man tro, at færre biler på vejene ville medføre færre ulykker. Men Vejdirektoratets foreløbige apriltal for personskadeulykker afspejler ikke, at der i løbet af april var mellem 28 og 44 pct. mindre trafik.

I alt mistede 12 personer livet i trafikken, mens 212 kom til skade, viser Vejdirektoratets foreløbige tal. Det er stort set uændret i forhold til gennemsnittet for april de seneste fem år, som lyder på henholdsvis 11 dødsfald og 235 tilskadekomne.

- Vi har endnu ikke haft lejlighed til at analysere, hvorfor ulykkerne er sket, men der er noget, der kan indikere en sammenhæng imellem megen plads på vejene, højere hastighed og mere alvorlige ulykker. I april har der for eksempel været flere eneulykker, end der plejer at være. De alvorlige eneulykker sker typisk med høj hastighed, når der er mindre trafik på vejene, forklarer Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder for trafiksikkerhed og cykling i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.

Samtidig er antallet af trafikulykker kun med materielskade faldet - den slags, man typisk ser i myldretidstrafikken.

De foreløbige ulykkestal viser, at der var 634 materielskadeulykker i marts og 698 materielskadeulykker i april. I de sidste fem år har der i gennemsnit i marts og april været henholdsvis 706 og 720 materielskadeulykker, oplyser Vejdirektoratet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141