MELDEPLIGT Inden man etablerer, udvider eller flytter et autoværksted, skal det anmeldes det til kommunen. Reglerne for etablering af et værksted er beskrevet i Autoværkstedsbekendtgørelsen, som fastsætter blandt andet regler vedrørende beliggenhed, afstandskrav til støjfølsomme naboer, støj, luftforurening, spildevand og opbevaring af farligt affald.
I Kalundborg Kommune, som sidste år foretog miljøtilsyn på flere autoværksteder, havde fire professionelle værksteder i byzone glemt at anmelde deres etablering, men det er nu bragt på plads.
Værkstederne har ellers pligt til at anmelde deres etablering.
Fire fik et påbud
Ved tilsynskampagnen i det vestsjællandske sidste år besøgte kommunen således fem autoværksteder beliggende i byzone. De fire af dem var ikke anmeldt til kommunen, mens det femte blev vurderet ikke at være omfattet af Autoværkstedsbekendtgørelsen.
Tilsynsbesøgene førte desuden til tre henstillinger om opbevaring og bortskaffelse af farligt affald, kan man læse i notatet fra kommunen.
De fire besøgte autoværksteder fik et påbud om lovliggørelse, og det er nu bragt på plads, oplyser Ole Winther Christensen, miljøsagsbehandler i kommunen, til Motor-magasinet. Han ønsker ikke at sætte navn på de fire værksteder.
Kommunen havde valgt at lave tilsynskampagnen på autoværksteder, fordi problemet med manglende anmeldelser er et, man også kender til i andre kommuner.
Problemerne stopper da heller ikke med de fire besøgte autoværksteder. Kommunens afdeling for Plan, Byg og Miljø, der står for tilsynene, vurderer således, at der er "et potentiale for at fortsætte tilsynskampagnen i 2020". I år vil man så fokusere på autoværksteder beliggende i landzone.
Kommunen kan finde frem til dem, der ikke overholder reglerne, ved at lave et udtræk fra CVR-registret indeholdende "autoværkstedslignende branchekoder".
- Derfor havde man også en idé om, hvor man skulle tage hen, siger Jakob Beck Jensen (V), formand for teknik-og miljøudvalget i kommunen, til Nordvestnyt.
Ingen horrible forhold
Ole Winther Christensen mener ikke, at sagen med de fire manglende anmeldelser er udtryk for et stort problem i kommunen, som tæller over 100 autoværksteder.
- Og jeg tror, at omfanget er lignende i andre kommuner, hvor vi jo samarbejder inden for miljøtilsyn i forskellige netværk. Vi har da heller ikke fundet nogen horrible forhold, for eksempel forurening, på værkstederne i kommunen, siger han.
Ifølge Ole Winther Christensen er de fire værksteder primært nyere værksteder - og altså professionelle værksteder, idet de er fundet via CVR-registret.
Otte kandidater på landet
Kalundborg Kommune vil som nævnt i år fortsætte tilsynskampagnen og her fokusere på autoværksteder beliggende i landzone.
- Disse værksteder, som kan være lidt sværere at få øje på, kræver således en landzonetilladelse oveni. For kommunen er det dog fint med autoværksteder på landet, for eksempel på nedlagte landbrug, så længe det sker inden for miljørammerne, udtaler Ole Winther Christensen.
- Vi forventer ikke at finde mange flere autoværksteder på landet, som ikke har anmeldt deres etablering. Vi har dog indtil videre otte tilsynskandidater i kommunen, når vi igen kan komme i gang med fysiske tilsyn efter corona-pausen, siger han.
Påbud til autoværksteder efter tilsyn
Autoværksteder skal huske at anmelde deres etablering til kommunen - både i by og på land.