23948sdkhjf

Volvo ændrer til klimavenlig logistik

Et skift fra lastbil til tog giver Volvo Cars en betydelig reduktion i CO2-emissionerne i sit logistiknetværk. Målet er 40 procent CO2-reduktion per produceret bil inden 2025.

OMSTILLING Især i Europa er lastbiler stadig altdominerende med hensyn til transport af nye biler til distributionsdepoter og forhandlere på de forskellige markeder. Volvo Cars er nu i færd med at reducere emissionerne ved at erstatte flere og flere lastbiltransporter med jernbanetransport, oplyser bilproducenten.

Ved for eksempel at implementere jernbanetransport på ruten mellem virksomhedens produktionsanlæg i belgiske Gent og et specialbygget depot i det nordlige Italien nedbragte Volvo Cars sine CO2-emissioner med næsten 75 procent. På en anden rute, fra Gent til et andet depot i Østrig, blev emissionerne reduceret med næsten halvdelen siden skiftet til jernbanetransport.

Begge initiativer er en del af den klimahandlingsplan, som Volvo Cars løftede sløret for i år. I henhold til planen sigter virksomheden på at reducere det samlede kuldioxidaftryk pr. bil med 40 procent mellem 2018 og 2025, hvilket vil kræve en reduktion af de operationelle emissioner, inklusive logistik, på 25 procent. 2025-planen er et konkret skridt henimod Volvo Cars’ ambition om at blive en klimaneutral virksomhed inden 2040.

- Da vi sagde, at vi planlagde at reducere emissionerne markant på tværs af alle vores aktiviteter, mente vi det. Vores logistiknetværk er kun én af brikkerne i dette puslespil, men ikke desto mindre en vigtig brik. Dette er et eksempel på vores forpligtelse til at reducere vores miljøpåvirkning gennem meningsfulde, konkrete tiltag, siger Javier Varela, Senior Vice President for Manufacturing and Logistics hos Volvo Cars.

Også i Kina og USA

Volvo Cars planlægger også at bruge jernbanetransport i større skala i Kina og USA. Allerede nu transporteres biler med tog fra virksomhedens Kina-baserede produktionsanlæg til havnen i Gent to gange om ugen. Andre togforbindelser leverer nye Volvo-biler til regionale depoter i Kina og i Rusland.

I USA er selskabets produktionsanlæg i Charleston, South Carolina, blevet en del af et veletableret godsbanenetværk, der bringer nye biler til depoter i byer i hele Nordamerika. Disse tog erstatter allerede nu, hvad der svarer til dusinvis af lastbiler om ugen, et antal der sandsynligvis vil stige, når den næste generation af XC90 går i produktion.

Elektriske biler ikke nok

Volvo Cars’ klimahandlingsplan er et af de mest ambitiøse tiltag i bilindustrien. Den indeholder konkrete handlinger i tråd med den globale Paris-klimaaftale fra 2015, der sigter på at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader Celsius over de førindustrielle niveauer.

Volvo Cars’ 2040-ambitioner rækker længere end at håndtere problemet med udslip fra udstødningen via total elektrificering, da virksomheden er klar over, at elektrificering ikke er nok til at reducere dens miljøaftryk. Derfor har den også planer om at tackle CO2-emissioner overalt: I sit produktionsnetværk, sin drift generelt, sin forsyningskæde og via genanvendelse af materialer.

Recharge-program

Virksomhedens ambitioner om elektrificering afspejles i det for nylig lancerede Recharge-modelprogram. Recharge vil være det overordnede navn for alle genopladelige Volvo-biler med en helelektrisk eller plug-in hybrid drivline. Recharge-modelprogrammet sigter mod at øge salget af Volvo Cars’ elbiler yderligere og via incitamenter at tilskynde førere af plug-in hybrider til at benytte Pure-funktionen mest muligt.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174