DEBUT Normalt foregår præsentationer af nye bilmodeller under sydlige himmelstrøg, hvor motorjournalister får lejlighed til at afprøve den nye model på snoede, solbeskinnede bjergveje. Dertil kommer timelange powerpoint-præsentationer, hvor både ingeniører og marketingfolk beretter om den nye bils fortræffeligheder. En middag af de bedre afslutter som oftest arrangementet, hvorefter journalisterne bliver fløjet hjem igen.
Den slags er selvsagt no-go i disse coronatider, hvor forsamlinger på flere end ti er forbudt, landegrænserne er lukket ned - desuden har flere af sydeuropæiske lande indført udgangsforbud.
Så hvordan ville Audi Danmark bære sig ad med at præsentere den første nye udgave af topsælgeren A3 siden 2011 når den nu ikke som ellers planlagt kunne finde sted i Spanien?
Svaret er enkelt: Microsoft Teams. De fleste kontoransatte havde allerede oparbejdet rutinen med at arbejde hjemmefra, så såvel journalister som produkt- og marketingfolk var helt på hjemmebane, når det gælder onlinemøder med diverse digitale værktøjer.
Derfor var der ingen slinger i valsen, da Audis danske pr-chef, Britt Stellinger, tirsdag eftermiddag tonede frem på skærmen, virtuelt flankeret af et par produktfolk.
En snes journalister sad også bag deres skærme med deres hjemmebrygget kaffe og kunne stille spørgsmål ved at skrive i chat-vinduet.
Audi-folkene kunne så berette, at A3 er den bedst sælgende af de fire-ringede herhjemme. Der kører næsten 20.000 af den kompakte hatchback på de danske veje - og 2675 blev solgt i 2019.
Den nye model, som er 4. generation, ventes at stå klar hos forhandlerne i løbet af sommeren. Den er baseret på samme platform som forgængeren og lanceres herhjemme i en model med 110 og 150 hestes benzinmotor - den største også som diesel. En hybridversion kommer senere på året. Priserne starter ved kr. 300.000, mens den topudstyrede S-line koster godt kr. 400.000. Desuden kommer den nye A3 også som sedan med betegnelsen Limousine.
Sådan præsenteres en ny bil i corona-tiderne
Audi Danmark har netop præsenterede den nye udgave af Audi A3 via et online-pressemøde.