CORONAHJÆLP Lad bilforhandlere få udsættelse til at indbetale registreringsafgiften, som skal falde allerede 15. april. Det vil lette likviditetspresset med det samme, og det vil øge mulighederne for at bevare arbejdspladser - "at få så mange som muligt med over på den anden side," som det er formuleret.
Denne idé, at udsætte indbetalingen af tilbageholdt registreringsafgift, er fremsat af to af den firehjulede branches organisationer, nemlig AutoBranchen Danmark med Gitte Seeberg som adm. direktør og Bilbranchen under Dansk Industri, hvor Thomas Møller Sørensen er branchedirektør.
Men hvordan ser de to mulighederne for at forslagene bliver omsat til virkelighed?
- Jeg håber, og jeg tror, at mulighederne er realistiske. Og senest har jeg set en lille åbning, vurderer Thomas Møller Sørensen. Det skyldes ikke mindst, at statens risiko ved denne henstand på registreringsafgiften er minimal, da mange danske bilforhandlere er en del af selvanmelderordningen. For at kunne blive selvanmelder skal man stille en sikkerhed til Motorstyrelsen. Den blev per 1. februar 2020 forhøjet kraftigt og inddelt i fem trin efter størrelsen på den enkelte virksomheds afgiftstilsvar. Dermed har staten sikkerhed for ikke at miste indtægterne fra registreringsafgiften, ved at give hårdt tiltrængt henstand til den danske autobranche.
Gitte Seebergs holdning er parallel med Møller Sørensens. Hun siger:
- Ingen er jo interesserede i en gentagelse af tiden efter finanskrisen i nullerne - selv om det unægtelig ser sådan ud. Men det er jo et ekstra argument for at gennemføre dette. Det handler om at skaffe likviditet - og det kunne en udskydelse af indbetaling af registrerings-afgiften hjælpe med.
Gitte Seeberg er enig med Møller Sørensen i, at forslaget har indbygget garanti for staten. Hun henviser også til at forhandlerne tidligere på året måtte hæve deres garanti.
At sikre arbejdspladser
- Dette forslag har først og fremmest som målsætning at hjælpe de forhandlere, der er hårdt pressede på likviditeten. Mange forhandlere har jo allerede bestilt biler - der jo lige nu ikke bliver solgt. Vores undersøgelse viser, at seks ud af ti forhandlere har udsigt til at blive presset på likviditeten, og at hver fjerde allerede er det, forklarer Møller Sørensen videre. Og dette forslag kunne være med til at afhjælpe likviditets-problemet.
- Det kan så være ved at undgå fyringer - at få så mange som muligt med på den anden side. Så ved at løse likviditetsproblemet kan vi være med til at bevare flest mulige arbejdspladser, siger Bilbranchens direktør.
Salget er faldet med 2/3
Gitte Seeberg ser i lighed med Møller Sørensen likviditeten som det afgørende problem.
- Det skyldes jo først og fremmest, at salget af biler er faldet så brat. Jeg vurderer, at nybilsalget i gennemsnit er faldet med 2/3 - dog med det forbehold, at det kan skifte fra den ene dag til den anden og i øvrigt være forskelligt fra forhandler til forhandler. Men 2/3 ned som et gennemsnit.
- Dette med garantistillelsen i vinter er med til at øge likviditetspresset på forhandlere. Nogle måtte jo den gang i banken for at sikre det nye øgede garantibeløb - for nogle fra en halv til fem millioner kor - og nu skal de måske på besøg i banken igen.
- Men forslaget om udsættelse kunne være med til at løse problemet.
Begge organisationer arbejder bag kulisserne på Christiansborg for at få politikerne gjort lydhørhede over for forslaget.
Opråb: Udskyd betaling af registreringsafgift
Organisationerne, AutoBranchen Danmark og Bilbranchen foreslår at bilforhandlerne får lov til at indbetale tilbageholdt registreringsafgift senere. Det vil sikre forhandlerne større likviditet for at undgå konkurser og fyringer. Hør hvad Gitte Seeberg og Thomas Møller Sørensen forklarer.