MARKEDSFØRING "Hvad skal vi dog gøre?" er spørgsmålet de fleste virksomheder slås med lige nu. Det handler for manges vedkommende om økonomisk brandslukning, men også om hvad, hvordan og hvor meget, der skal kommunikeres og markedsføres.
Det korte svar er, at I skal passe meget på med at brænde energi, tid og penge af på kortsigtede tiltag, der (kun måske) virker i en krisetid, men som hverken gør virksomheden eller målgruppen klar til efterkrise-tiden.
Baggrunden er naturligvis at alting ganske enkelt står stille, og at kun meget få brancher, fx onlinesupermarkeder, bredbåndsudbydere og lignende helt aktuelt kan forvente ROI på marketing.
Forstå adfærd på tværs af brancher
Bilbranchen er underlagt en helt anden dynamik, og befinder sig i denne corona-tid i kategori med bl.a. tøjbutikker, caféer og rejsebureauer, der alle oplever historiske nedture.
I en frisk analyse har Bain & Co. kortlagt den forventede udviklingen i tre forskellige branchetyper, og den giver et fint overblik.
No. 1 er varer som mad, dagligvarer, toiletpapir(!) og andre ting, vi skal bruge hver dag. Efter en kortvarig tendens til hamstring, normaliseres salget i denne branches virksomheder ret hurtigt.
No. 2 handler om varer, der er øget efterspørgsel på under en krise, fx håndsprit, ansigtsmasker, og medicin. Her øges behovet markant i en periode, men flader kort tid efter ud igen.
No. 3 er den interessante, for det er her virksomhederne i bilbranchen befinder sig, og det er i disse branchetyper, at efterspørgslen dykker markant, mens en krise raser. De to primære årsager til det er, at nogle virksomheder helt må holde lukket (restauranter etc.) mens andre er ofre for stor økonomisk tilbageholdenhed hos forbrugere, der ikke ved, om de har et job efter krisen.
I stedet for at se og fokusere på dykket, skal I tænke på at kundernes behov for disse typer varer og services ganske enkelt udsættes. Derfor vil der efter krisen komme en ketchup-lignende effekt, og det er det I skal ruste jer til nu!
Så jeg vil gerne mane alle dommedagsprofetier til jorden, for der er lys for enden af corona-tunnelen. Tænk på at behovene for at rejse, for at spise ude, for at købe/lease biler, og for at gå til frisør, ikke ændres permanent af denne type krise.
På den baggrund skal jeres fokus være en blanding af at forblive top-of-mind hos målgruppen, så I ikke mister dem under krisen, samtidig med at I bevæger jer på en knivsæg med "corona-marketing" afgrunden på den ene side, og desperations-afgrunden på den anden side.
...men hvad skal vi så gøre?!
Det er meget få marketingtiltag, der vil løfte jeres forretning mens smittefaren er høj, mens myndighederne sætter begrænsninger på vores dagligdag, og mens krisen påvirker vores adfærd på det økonomiske område negativt.
Et bilhus kan jo desværre ikke lave take-away, sælge gavekort eller tilbyde streaming, så her skal der andre idéer på bordet.
På den korte bane kan I fx på Facebook give kunderne tips til forårsklargøring af bilen, sende nyhedsbreve ud med huskeregler til motion af bilen, hvis den står stille i længere tid ad gangen, eller øve jer på brug af video i salget.
Husk også, at når situationen gør at gode idéer ikke bliver "dræbt af driften", er der mere tid til at få sat fart på digitalisering og andre tiltag, der medvirker til at sikre vækst fremadrettet.
Tag de lange briller på
Endnu vigtigere er det at tænke over hvad I vil tilbyde kunderne, når hverdagen igen bliver helt eller delvist normaliseret.
Selv store virksomheder kan få udbytte af at gøre kontakten med kunderne mere personlig, og her kan I bruge tiden på ting som video-portrætter på Facebook, hvor medarbejderne præsenterer sig selv, hvad de gør for kunderne, og hvor meget de glæder sig til at møde kunderne igen.
Opbyg også endnu bedre idé-banker til april/maj/juni/sommer, så I er klar i startblokkene med ultra-relevante tilbud til kunderne, uanset hvornår samfundet ser en normalisering efter krisen.
I store træk skal I huske at være menneskellige, ansvarlige, positive, generøse og realistiske. Kun på den måde vil I kunne fastholde jeres kunder, så de forhåbentlig snart igen kommer til jer for alt i relation til deres bil. Pas godt på jer selv derude og tænk positivt, så skal det hele nok gå bedre snart.
Der er lys for enden af corona-tunnellen
Kommunikations-ekspert maner dommedagsprofetier til jorden, for en dag er vi jo forbi den øjeblikkelige krise. Behovet for at at rejse, spise ude - og ikke mindst for at købe, lease og reparere biler - ændres ikke permanent af denne type krise.