SYNSPUNKTER Skal autolakerere være utrygge ved at male el- og hybridbiler? Måske, for der findes ikke officielle regler eller retningslinjer fra myndighederne. Spørgsmålet har fået de to brancheforeninger Dansk Bilbrancheråd, der primært tæller 2000 autoværksteder herhjemme, og SKAD for autoskadebranchen i Danmark, til at fremkomme med synspunkter i fagbladet Maleren hos Malerforbundet. Heri udtaler teknisk konsulent Finn Larsen, Dansk Bilbrancheråd, at det er bekymrende, at der ikke er officielle regler i Danmark, når lande som Tyskland angiveligt har indført regler.
- Vi skal forhåbentlig ikke opleve, at problemstillingen først bliver taget alvorligt, når skaden er sket, siger Finn Larsen.
Han nævner, at lakering af el- og hybridbiler foregår i en eksplosiv atmosfære med opvarmet kabine og høj spænding, der kan gøre lakering farligt, hvis der opstår gnister ved start og sluk eller fejlende batterier på den skadede bil.
Bilproducenterne har hver deres forskellige vejledninger, og Dansk Bilbrancheråd lægger op til, at Sikkerhedsstyrelsen eller Arbejdstilsynet får udvirket generelle sikkerhedsregler
Arbejdstilsynet henviser til Branche Fællesskaberne for Arbejdsmiljø, BFA, der har udarbejdet en generel vejledning for el- og hybridbiler, men ikke specifikt for malere. En ny vejledning er på vej og forventes at komme i slutningen af 2020.
SKAD: Populistisk af DBR
Fra SKAD siger direktør Thomas Krebs, at karrosseriværkstederne ikke har lov til at levere en bil, der er skadet i batteripakken, videre til autolakereren som underleverandør. Altså at værkstedet har ansvaret. Derimod har lakereren et garantiansvar, hvis vejledningen fra bilproducenten på en given bil ikke overholdes omkring lakering og temperatur.
- Det er en fis i en hornlygte og populistisk af Dansk Bilbrancheråd, der ønsker at trække flere malerværksteder som medlemmer. Vi vil hos SKAD gerne afkræfte denne fremstilling, selv om der er tale om biler med højspænding, leveret af et værksted til lakering, siger Thomas Krebs til fagbladet. SKAD har selv udfærdiget en guide om el- og hybridbiler på værksted og til lakering, som Finn Larsen mener peger i alle retninger.
Arbejdes på lovgivning
Overfor Motor-magasinet understreger SKAD, at der p.t. ikke findes nogen lovgivning i EU, som anført af Dansk Bilbrancheråd. Thomas Krebs har siddet i bestyrelsen for autoskadebranchens internationale brancheorganisation, AIRC International, i 10 år.
- Der findes ikke lovgivning og regler for arbejde med el- og hybridbiler i udlandet endnu, som fremført af Dansk Bilbrancheråd. Men jeg ved, at der arbejdes på sagen i flere lande, og blandt andet er Sverige og Tyskland langt fremme, men det er hovedsageligt omkring mekanik- og karrosseriarbejde. Vi følger naturligvis nøje med i AIRC, siger Thomas Krebs.
Kraftig dialog med alle
Omkring brandproblematikken, der er størst på karrosseriværksteder, arbejder SKAD med Beredskabet i Danmark. Desuden er SKAD i dialog med Arbejdstilsynet, som anvender SKADs vejledning omkring karrosseri, indtil der forefindes en egentlig lovgivning.
- Vi er både i dialog med en EU-politikere, ligesom vi i SKAD har haft møder på Christiansborg omkring elbiler. Vi er også i dialog med erhvervsministeren, der har givet opgaven til Sikkerhedsstyrelsen om at indgå et samarbejde med Færdselsstyrelsen. Så der er skabt politisk fokus fra vores side - og det virker, siger Thomas Krebs.
El-uddannelser på vej
Han kan desuden oplyse, at det faglige udvalg på College 360 i Silkeborg nu har taget sagen op omkring uddannelse i karrosseri og lakering med elbiler, med baggrund i SKADs guideline - en folder, hvorpå College360 logoet fremgår.
- Vi har et rigtigt godt samarbejde med College360, og vi er i SKAD glade for at kunne bidrage til en opgradering af uddannelsen, på trods af at vi ikke er del af det faglige udvalg. Også Industriens Uddannelser er vi i dialog med omkring AMU-kurser i elbiler, siger Thomas Krebs og fortsætter:
- Rent politisk ved vi godt, at vi er en mindre organisation - hvis ideer og tiltag i øvrigt ofte bliver kopieret. Vi er super glade for, at det fokus, vi har skabt gennem årene, nu har vundet gehør og har sat folk i gang rundt omkring. Dermed har vi opnået det, vi faktuelt ønsker, siger Thomas Krebs
Han oplyser, at flere bilimportører nu er i gang med at udarbejde interne informationer omkring håndtering af skadede elbiler.
Dansk Bilbrancheråd ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen.
Malerforbund følger sagen
Malerforbundet følger problematikken nøje, og herfra udtaler næstformand Tonny Olsen til Maleren, at det altid skal være sikkert at gå på arbejde for de ansatte. Han understreger, at det er arbejdsgivers ansvar, at sikkerheden i lakvirksomheden er i orden.
Foreninger i strid om lak-vejledning
Dansk Bilbrancheråd appellerer til myndighederne om at lave en generel vejledning om lakering af elbiler. SKAD ønsker at tage førertrøjen på i skadesarbejdet og kalder DBR-udspillet en fis i en hornlygte.