23948sdkhjf
>

Tesla får grønt lys for kæmpefabrik

Den amerikanske bil- og batteriproducent kan fortsætte med opførelsen af sin fabrik nær Berlin, som ellers var sat på pause af en tysk domstol.

FABRIK Tesla har fået den tyske domstols ord for, at selskabet kan fortsætte med at rydde træer i et område, der ligger ved Grünheide, sydøst for Tysklands hovedstad, Berlin, hvor Tesla vil opføre sin første europæiske bil- og batterifabrik.

Det skriver Bloomberg News, efter at en tysk domstol torsdag afgjorde, at elbilproducenten må fortsætte med at fælde træer i området, efter at selskabet ellers var blevet tvunget til at sætte fabriksplanerne på pause.

En tysk domstol besluttede nemlig i sidste weekend at nedlægge et midlertidigt fogedforbud mod forberedelserne til byggeriet, efter at miljøaktivister hævede, at det ville påvirke dyrevildt og drikkevandsreserver.

Domstolen understregede dog, at der var tale om netop et midlertidigt fogedforbud, som ville være genstand for yderligere høringer.

Torsdag fandt retten, at de lokale myndigheder ikke havde forbrudt sig mod nogen lov, da de tillod byggeriet af fabrikken at begynde, og dermed kan Tesla fortsætte med dets planer om at bygge sin første europæiske bilfabrik.

Tesla har planer om at producere op mod 500.000 biler om året på fabrikken og i den forbindelse ansætte 12.000.

Ifølge det tyske medie Frankfurter Allgemeine kan rettens beslutning ikke længere appelleres.

Kilde: Ritzau

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.125