BILSALG Henrik Hansen Automobiler i Næstved har i 25 år solgt Peugeot på ønskesedlen.
Men fra 2020 kommer der til at ske store forandringer for Henrik Hansen Automobiler, som både udvider det eksisterende bilhus i Næstved, bygger nyt bilhus i Vordingborg - og bliver forhandler af to nye bilmærker, nemlig Opel og Citroën.
- Der er godt gang i bilsalget i Næstved. Vi har haft nogle år med travlhed og stor vækst, og sidste år lå salget også stabilt. Vi ville gerne have flere mærker i huset for at sprede vores investering, og så havde vi lyst til at prøve noget nyt, forklarer Frederik Hansen.
- I det hele taget er det jo kendetegnende for branchen, at der sker en konsolidering, hvor de store koncerner køber hinanden. Peugeot har købt Citroën og senere Opel, og den konsolidering forplanter sig via importørerne og ud til forhandlerne, tilføjer han.
Ny dækleverandør
- Det er planen, at vi inden for de næste fem år har mere end fordoblet vores nuværende salg på 400 biler. Derfor er det vigtigt for os at have de rigtige samarbejdspartnere, som kan være med på rejsen, siger Frederik Hansen.
Han har netop i januar 2020 indgået en ny aftale med Bridgestone som dækleverandør - et valg, der i høj grad handler om at have de rigtige varer på hylderne til kvalitetsbevidste kunder, oplyser en pressemeddelelse.
Skræddersyet til forretning
For Frederik Hansen er det vigtigt at kunne reagere hurtigt i markedet, når de ser nye tendenser.
- Bridgestone ved, hvad der bliver solgt af dæk i Danmark, og hvad der er in. Vi ved, hvad der sælger i vores lokalområde og kan hurtigt spotte nye tendenser - og så skal vi kunne reagere hurtigt. Det kan vi sammen med Bridgestone, hvor vi kan få det skræddersyet til vores forretning, så vi hele tiden har de rigtige varer på hylderne, forklarer Frederik Hansen.
Han slår fast, at det i valget af Bridgestone var afgørende, at Bridgestone har en leverandøraftale hos K. W. Bruun Import, en del af Interdan Holding-koncernen.
Sydsjællandsk bilhus udvider og vil fordoble salg
2020 bliver et travlt år præget af vækst med nye bilmærker og nybyggeri hos Henrik Hansen Automobiler i Næstved og Vordingborg. Året byder også på et generationsskifte med glidende overgang.