SPECIALVÆRKSTEDER Vil man kunne service de nyeste bilers injektorer, er der ingen vej uden om det nyeste test- og reparationsudstyr. Også selv om vi taler testbænke til omkring en million kroner stykket.
Nordjysk Diesel-Elektro A/S i Aalborg, Bosch Diesel Center har for nylig, som Nordens foreløbig eneste specialværksted, investeret i den nye og meget avancerede Bosch DCI 700 testbænk for at kunne servicere alle landets værksteder med test og reparation af de allernyeste fejlende injektorer - og det selv om der er sat politisk udløbsdato for salg af dieselbiler om 10 år i 2030 samtidig med, at Nordjysk Diesel-Elektro mærker en stagnering i arbejdsmængden.
- Det er ganske vist en stor investering, men vi har en tro på, at der bliver nok at lave for os fremover til at kunne forrente udgiften. Men der er næppe plads til flere testbænke som denne her i Danmark, hvor vi mærker et udskilningsløb blandt dyse-specialvirksomheder, siger Torben Hansen, indehaver af Nordjysk Diesel-Elektro A/S.
Koncernen består i dag af syv afdelinger, herunder seks Ketner-afdelinger i Jylland og på Sjælland, der i alt har 18 diesel-testbænke. De otte står i hovedafdelingen i Aalborg.
Ikke marked til flere
Torben Hansen anslår, at der pt. kun er markedsunderlag til den nye testbænk med 10 procent injektorer af de nye og mere avancerede typer, som de ældre testbænke ikke kan klare. Derfor sendes de nyeste bilers fejlende injektorer fra de andre afdelinger til Aalborg for reparation.
Den nye testbænk er nødvendig, fordi bilproducenterne har udviklet nye typer injektorer med mere avanceret elektronik, der åbner og lukker i forskellige intervaller og blandt andet har flere stik end de gamle.
Bedre injektorer
- Markedet for injektortest og -reparation er stagneret de sidste par år, ikke på grund af flere benzinbiler i bilparken, men fordi, injektorerne er blevet bedre. Tidligere så vi ofte, at alle fire injektorer fra samme bil var defekte under test og reparation, nu er det måske kun to, som fejler noget - og nogle bilmærker vidste vi ville sende en strøm af arbejde til os. I dag findes der ikke decideret ringe bilmodeller, siger Torben Hansen.
Faktisk er den nye DCI 700 testbænk fra Bosch så meget hurtigere, bedre og lettere at betjene end firmaets øvrige ældre testbænke, at Nordjyske Diesel-Elektro benytter den så meget som muligt - også til de indkommende injektorer fra ældre biler.
Det skyldes, at testbænken er bygget enklere op udenthøjttrykslanger og dermed ikke kræver så meget vedligeholdelse.
- Bosch har fået lavet en rigtig god testbænk, så nu kan vi give en endnu bedre og hurtigere service end tidligere og udføre en fuld test på 4-6 injektorer på under en halv time. Dermed kan kunderne, der kommer fysisk i butikken, drikke en kop kaffe, og være på farten igen efter en halv time, siger Torben Hansen.
Investering i milliondyr diesel-testbænk
Nordens eneste og mest avancerede dieseltestbænk fra Bosch står hos Nordjysk Diesel-Elektro. Investeringen har krævet en økonomisk afvejning af markedet og en stagnerende arbejdsmængde.