23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Hvad blev der af Nordglass og Danglas?

De to konkurrenter i engrossalg af ruder er i dag samlet i AGC Automotive Glass Danmark. Adm. direktør Michael Østergaard fortæller her om baggrunden for ændringen på glasmarkedet.

MARKEDSSTRUKTUR Auto-glas-markedet kan være komplekst at finde rundt i, for der findes en del produkter og aktører. Det er ikke mange år siden, at Nordglass og Danglas var to markante konkurrenter inden for engrossalg af bilruder på det danske eftermarked. I dag er de samlet i AGC Automotive Glass Danmark A/S

Michael Østergaard, der var medejer af Danglas, tiltrådte som ny direktør for AGC Danmark i efteråret 2018 og har stået bag den lange proces med at forene de to konkurrenter.

- Der er sket meget de sidste tre års tid, og vi har ikke rigtig haft tid til at fortælle historien bag sammenlægningen af Danglas’ engrosdel og Nordglass Danmark. Det har været en lang, men udramatisk proces at forene det bedste fra de to firmaer og samtidig finde vores rolle i en stor global virksomhed som AGC, der har 50.000 ansatte og er en af verdens største producenter af glas til alle mulige formål, fortæller Michael Østergaard.

Fra lærling til direktør

Michael Østergaard startede i lære hos Danglas tilbage i 1994 og arbejdede sig med tiden op og blev medejer af virksomheden. Hovedleverandøren af bilruder i engrosdelen var i 2010 og fremadrettet AGC med velkendte brands som Splintex og Glaverbel. Danglas og Nordglass Danmark var på daværende tidspunkt konkurrenter.

- I 2015 køber AGC så Nordglass, og pludselig var vores største leverandør også vores største konkurrent. Det var ikke holdbart, så vi gik i dialog med AGC, og i december 2016 solgte vi engrosdelen af Danglas til AGC, siger Michael Østergaard. Monteringsdelen af Danglas blev solgt til Viggo Hansen, som drev den videre i DanGlas-navnet. Den er senere blevet solgt til Ryds Bilglas.

Michael fulgte med over i AGC som salgsdirektør og har været med gennem transformationen fra to konkurrerende virksomheder til én samlet slagkraftig organisation, indtil han i efteråret 2018 satte sig i stolen som ny direktør for virksomheden, der i dag har til huse i Viborg, Albertslund og Fredericia.

- At få samlet og strømlinet forskellige kulturer, organisationer, vareprogram, kundesegmenter, IT-systemer og så videre er en stor proces med mange ændringer både internt og eksternt, men vi er kommet godt i mål, siger Michael Østergaard.

Hver tredje bil med AGC-ruder

AGC Danmark leverer bilruder under både Nordglass’ og AGCs velkendte mærker, men 80 procent af salget i Danmark er i dag AGC-produkter, hvilket man nu har taget konsekvensen af.

- Vi lagerfører primært bilruder fra AGC. Hver tredje bil i verden forlader samlebåndet med originale for-, bag- og sideruder, der er produceret af AGC Automotive, og den ekspertise giver en kæmpefordel på eftermarkedet. Bilruder fra AGC og Splintex overholder de samme høje specifikationer som originalprodukter. Det gælder også forruder, som fungerer sammen med de nyeste avancerede førerassistancesystemer, siger Michael Østergaard.

Fremsøg den nøjagtige rude

Netop de mange sensorer og andre højteknologiske tiltag, der i stigende omfang bliver indbygget i mange bilruder, kan gøre eftermarkedet kompliceret at finde rundt i, ikke mindst for de værksteder, der skal bestille nye ruder til deres kunder.

- Det kan være meget dyrt at få bestilt en forkert rude. Her er vi særligt stolte af vores nye webshop, hvor man, mod et mindre gebyr, kan fremsøge den nøjagtige rude via bilens stelnummer i vores VIN-søgemaskine. Det er noget, vores kunder sætter stor pris på. De sparer en masse tid på forkert leverede ruder, siger Michael Østergaard.

Fælles ånd levere videre

Selvom navnene Danglas og Nordglass ikke længere optræder som markante grossister af bilruder, så lever ånden og sjælen fra de to gamle konkurrenter således videre under det nye fælles navn, AGC Automotive Glass Danmark A/S.

- Jeg har været i Danglas i over tyve år og har nu været med til at samle og videreføre det bedste fra begge verdener i AGC. Vi er kommet "over på den anden side " og er klar til at se fremad, og jeg er stolt af den virksomhed, der er kommet ud af det, siger Michael Østergaard.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.142|