23948sdkhjf

Uafhængig grossist overtaget af CAC

Havdrup Autodele lukker butikken og integrerer aktiviteterne med au2parts.

AUTOGROSSIST Med virkning fra 1. januar har Havdrup Autodele, der er ejet af Thomas Lohse, indgået tættere samarbejde med CAC, der bliver primær leverandør. Det skriver CAC i en pressemeddelelse.

Samarbejdet betyder, at Havdrup Autodeles kunder fremover vil kunne trække på CAC’s vareprogram med mere end 450.000 forskellige varer i kataloget. Samtidig får Havdrup Autodeles kunder mulighed for at benytte kataloget til direkte bestilling af varer med spejling af både det lokale varelager og CAC’s varelager i Glostrup, hvorfra varerne kan leveres flere gange dagligt samt om natten.

Aftalen betyder desuden, at med virkning fra 1. maj i år integreres aktiviteterne i Havdrup Autodele ind i au2parts, hvor Thomas Lohse bliver kundeansvarlig med særlig fokus på kunderne i området mellem Roskilde, Glostrup og Køge, mens Poul Erik Hansen tilknyttes au2parts Roskilde som ekspedient.

- Jeg valgte at indgå et samarbejde med CAC/au2parts, da dette i min optik var den bedste måde at sikre mine kunder og mine medarbejdere den bedste fremtid. Kravene til Katalog, programbredde og IT-systemer er i dag svære at honorere som selvstændig grossist og mindre forretning. Med denne aftale, kan jeg sikre, at mine kunder både bevarer deres normale kontakter og samtidig kan få en endnu bedre service, ikke blot nu, men også i fremtiden, siger Thomas Lohse

Varelageret overtages
Selve butikken i Havdrup vil blive fastholdt frem til maj måned, hvor varelageret som en del af aftalen overtages af CAC, mens medarbejderne overgår til au2parts.

CAC’s administrerende direktør, Thomas Jensen, der har ført drøftelserne med Thomas Lohse, udtaler om skiftet:

- Jeg var ærligt sagt noget overrasket, da jeg fik henvendelsen fra Thomas Lohse. Jeg har kendt Havdrup Autodele som en fin butik, hvor der var styr på både butik og lager, og hvor man selv i svage tider har formået at fastholde eller øge omsætningen. Da Thomas Lohse forklarede sine ønsker for mig, var det helt tydeligt, at ligeså flot han har styret sin forretning siden 2000, ligeså visionær er han med hensyn til de kommende udfordringer, som vores branche står overfor.

Thomas Lohse startede sin forretning i september 2000 i Solrød og flyttede i november 2001 til Havdrup i forbindelse med øget pladsbehov. I 2012-13 blev butikken i Havdrup fordoblet i forbindelse med virksomhedens fortsatte vækst.

Direktør udtrykker respekt
Niels Skak, direktør i au2parts, glæder sig også over samarbejdet.

- I au2parts har vi altid kendt og respekteret Havdrup Autodele, som en forretning med et højt serviceniveau. Med det omdømme, som Thomas og Poul Erik har, er det to helt rigtige personer for os at få med ombord. Vores opgave bliver at sikre, at Havdrup Autodeles kunder kommer til at opleve ændringerne som positive med en høj kundeservice og leveringsevne, med levering fra enten Roskilde, Køge eller Glostrup. Som Danmarks største danskejede autogrossist er vi kendt for at have kundefokus som en af vores primære værdier. Vi vil derfor arbejde på at gøre os fortjent til de nuværende kunders omsætning, også efter 1. maj.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.191