SERVICE Overholdelse af serviceintervaller er et emne, som fylder en hel del. Vi ser rigtig mange diskussioner om, hvordan de er overholdt, hvem der udført dem, og om de overhovedet er udført, især i forbindelse med de mange sager, der er omkring biler med "et vist" olieforbrug, som overstiger det forventede og måske også det acceptable.
I forbindelse med kulance i den type sager går nogle importører meget stærkt op i specielt, hvordan eftersynene er udført og hvilke dele og væsker, der er benyttet. Bl.a. derfor er det for mange kunder væsentligt, at kunne dokumentere at serviceeftersynene er udført korrekt, og derfor har det også væsentlig betydning for kunderne.
Det ser vi også i sagerne i ankenævnet, hvor vi af og til oplever, at sælgerne måske er lidt for hurtige til bare at skrive "service ok".
"Ajourført servicebog".
Sådan en sag har lige været behandlet i nævnet. Den omhandlede et køb af en tre år gammel bil, som på købstidspunktet havde kørt 45.000 km. I slutsedlen var afkrydset "ja" ud for punktet "ajourført servicebog". Allerede ordlyden "ajourført servicebog" viste sig at kunne give anledning til en vis fortolkningstvivl.
Serviceintervallet på den pågældende bil var 15.000 km eller 1 år, hvad der måtte komme først. Der var lavet et eftersyn ved 16.318 km. Det var en mindre overskridelse på nogle få dage og ca. 1.600 km., som måske ville ligge inden for bagatelgrænsen. Imidlertid var det det eneste serviceeftersyn, som var udført - eller i hvert fald kunne dokumenteres - da andet ikke var anført i servicebogen eller på andet vis dokumenteret. Bilen manglede altså at få udført det næste års service ved 30.000 km. samt det 3. årsservice ved 45.000 km., som også var hvad bilen havde kørt på købstidspunktet.
Klager havde reklameret over dette forhold allerede to måneder efter købet. Indklagede gjorde gældende, at det var aftalt, at 45.000 km service skulle udføres af klager selv, men det fremgik ikke af slutsedlen, hvor der som nævnt blot var angivet "ajourført servicebog"
Som nævnt kunne den passus i sig selv give anledning til lidt fortolkningstvivl, men der var blandt nævnets medlemmer ikke tvivl om, at det også måtte forstås således, at alle service var udført rettidigt efter serviceplanen, herunder også det sidste service, som den var nået til kilometermæssigt og som var overskredet tidsmæssigt med ca. tre uger.
Det måtte derfor lægges til grund, at serviceintervallerne ikke var overholdt således som køber havde forventet og sikret sig ved beskrivelsen i slutsedlen, og indklagede kunne mod slutsedlens ordlyd ikke føre bevis for at anden aftale var indgået.
Klager kunne hæve købet
Konklusionen i ankenævnet blev, at de manglende eftersyn udgjorde en væsentlig mangel, hvilket betød af klager kunne hæve købet.
I afgørelsen blev der i særdeleshed lagt vægt på, at det andet eftersyn slet ikke var udført, og at intervallet var overskredet med 15.000 km. således, at det faktisk var 30.000 km. og to år siden, at sidste eftersyn var udført.
Det skal retfærdigvis siges, at der ikke var fuldstændig enighed i nævnet. Der var enighed om, at de manglende eftersyn var en køberetlig mangel, men der var ikke enighed om, hvorvidt det var en hæveberettigende mangel eller der blot skulle gives et passende afslag i købesummen. Flertallet fandt, at det var en hævebegrundende mangel, og afgørelsen blev derfor, at klager kunne levere bilen tilbage og få købesummen retur.
Vær påpasselig
Nogle vil måske opfatte det som en hård afgørelse, og nogen kan måske også godt stille spørgsmål ved, hvor væsentligt det er med olieskift på den pågældende bil for hver 15.000 km., når vi ser andre biler af samme fabrikat, som har intervaller på 30.000 km. Imidlertid må det lægges til grund at behovet er der, og at det er fabrikantens anvisninger, hvorfor manglen også er væsentlig.
Samtidig præciserer afgørelsen med al tydelighed, at man skal være rigtig påpasselig med oplysning om, at service er overholdt.
Det skal tages for pålydende, og når man oplyser det, er det en klar oplysning om - måske næsten indeståelse for - at service er udført korrekt i overensstemmelse med fabrikantens forskrifter.
Nu var det her ikke en af de modeller, som har problemer med for højt olieforbrug, og som får skiftet motor, så der var ikke sket noget, men havde det været en anden model, eller mærke, kunne konsekvensen have været, at man enten skulle skifte motoren, hvis skaden var sket, eller skulle have haft den tilbage med en defekt motor.
Rådet fra min side er derfor, at udvise påpasselighed med oplysning om overholdelse af service, tjek bogen, herunder digitale servicebøger, og gerne også fakturaer eller serviceskemaer, og er man i tvivl, så undlad at give oplysningen.
Det er måske ikke det bedste for forbrugeren, men det er heller ikke det, der er min angrebsvinkel på disse problemer.
JURA: Pas på med blot at angive "service OK"
En sælger skal altid sikre sig, at en bil har alle service overholdt - ellers kan man ikke angive det i slutsedlen.