KARTEL-UNDERSØGELSE Autolakererne og brancheforeningen AutoBranchen Danmark ser frem til en afklaring i løbet af året om forsikringsselskabernes prispolitik som del af den markedsundersøgelse, som konkurrencemyndighederne er ved at gennemføre.
Prispolitikken er rejst i Folketinget, og AutoBranchen Danmark tilskriver Forsikring & Pensions gentagne udskydelse af en opdatering af Autotaks skades-takseringssystemet den pågående undersøgelse. Det skriver AutoBranchen Danmark i sin seneste udgave af Lak & Karrosseri.
Denne opdatering af Autotaks er bebudet at ville indeholde ændringer, som AutoBranchen Danmark og autolakererne anser for at ville forringe vilkår og betaling. Derfor øjner lakringsbranchen lys forude i kraft af det politiske fokus og myndighedernes spotlight på området netop nu.
Forsikringsbranchen og branchens organisationer har i en årrække forsøgt at skabe klare retningslinjer om afregningerne, når et skadet køretøj skal takseres og endeligt repareres hos værksteder og lakerere. Det er ikke lykkes, og meget bygger i dag på forskellige fortolkninger af systemet og forskellige holdninger til, hvad der er korrekt udført arbejde. Derfor laver man på karrosseriværkstedet eller hos autolakereren til tider mere, end der bliver betalt for, anfører AutoBranchen Danmark.
Håb om mere fair skadesbetaling
Udskydelse af ændringer i Autotaks skyldes politisk fokus på autolak-branchen, mener AutoBranchen Danmark.