VIRKSOMHEDSNYT Dansk Cylinderservice har igennem de senere år bestået af to virksomheder i én - nemlig au2parts Næstved, der sælger reservedele og forbrugsvarer til autobranchen, samt Dansk Cylinderservice, der står for motorrenovering, renovering af topstykker med videre. 1. januar overgik au2parts Næstved til CAC au2parts ApS.
Indehaver af au2parts Næstved/Dansk Cylinderservice, Jesper Andreasen, har efter længere tids overvejelser, nu besluttet sig for at lægge alle kræfter i den del af Dansk Cylinderservice, der er specialist indenfor blandt andet motorrenovering.
- Det har selvfølgelig været et svært valg at skulle skille sig af med et af sine hjertebørn. Både au2parts Næstved og motorrenoveringen har været i vækst siden begyndelsen, så derfor ser jeg det som naturligt at afhænde ét af områderne og satse hundrede procent på det andet. Valget faldt på at fortsætte udviklingen af Dansk Cylinderservice og herunder motorrenoveringen, siger Jesper Andreasen.
Om valget af køber tilføjer han:
- Afdelingen med salg af reservedele m.m. har siden etableringen været en del af au2parts konceptet, og der var derfor ikke den store tvivl om, at det var CAC au2parts ApS, der skulle overtage forretningen. Det er derfor også en glæde at kunne sikre at au2parts Næstved kan forsætte den gode udvikling og nu bliver helt indlemmet i au2parts "familien".
Købet af au2parts Næstved betyder også, at kapitalen på den lange bane er til stede til at sikre assistance til fremtidige investeringer, samtidig med at au2parts kan fortsætte med at være den største danskejede kæde med afdelinger i hele landet. At CAC/au2parts samtidig er hundrede procent ejet af en almen velgørende fond, der støtter kunst og kultur, betyder, at der opereres med "tålmodig kapital", idet Fonden som udgangspunkt lever evigt.
Om den praktiske del af købet siger au2parts’ direktør Niels K. Skak:
- Vi er rigtig glade for aftalen - både på egne og Jespers vegne, idet han nu kan lægge al sin energi i Dansk Cylinderservice samt på vores kunders og medarbejders vegne. Au2parts Næstved vil i fremtiden indgå i au2parts’ region for Syd- og Vestsjælland, og vi er overbeviste om, at dette vil give ekstra synergi til Næstved-afdelingen til glæde for alle. Kenneth Hansen, der er afdelingsleder hos au2parts Næstved, og de øvrige medarbejdere fortsætter, så det vil være velkendte ansigter, vores kunder møder.
Næstved-grossist i nye hænder
Fra årsskiftet overgik au2parts Næstved til CAC au2parts ApS, og Dansk Cylinderservice fortsætter med hidtidig ejer.