IT-LØSNING Bag en matteret glasvæg på anden sal i en kontorbygningen International House i Ørestaden på Amager sidder tre mænd bag hver sin computer med dobbelt skærm og arbejder. En fjerde kollega er ude og besøge en kunde. Blikkene bag skærmene er koncentrerede, og de afbrydes nu og da af et kollegialt spørgsmål eller en kammeratlig kommentar.
På den ene væg står der Yallotrade i gult og brunt, men heller ikke det afslører, at de fire mænd faktisk handler med totalskadede biler i samarbejde med stadigt flere forsikringsselskaber og autoophuggere.
- Vi arbejder med at digitalisere flow og optimere processer og er bindeled mellem forsikringsselskaberne og deres kunder, som har totaltskadet en bil, og deres autoophuggerne. Det går rigtig godt, smiler Jonas Højland, som er administrerende direktør i Yallotrade Danmark.
Stor fremgang
Det er efterhånden ved at være et halvandet år siden, at Motormagasinet har snakket med Yallotrade. Dengang fortalte de, at de håndterede omkring 200 biler om året i Danmark. Det antal er nu steget til knap 5000, og det er ikke noget tilfælde, hvis du spørger Jonas Højland, som oprindeligt selv var i lære som mekaniker.
- Tallet er steget, fordi flere forsikringsselskaber har fået øjnene op for, at vi optimerer de arbejdsgange og -processer, der er for forsikringsselskabet, når en bil bliver totalskadet, siger Jonas Højland.
I hver sag Yallotrade, som gennemgår for forsikringsselskaberne, er der er skadesbehandling, vurdering af køretøjet, betaling til forsikringstageren, alt det praktiske med at få afmeldt køretøjet med mere. Derefter sætter Yallotrade køretøjet til salg på en åben auktion, som de også styrer, ligesom de sælger alle de skadede biler til certificerede autoophuggere og sørger for, at bilen bliver hentet ude hos værkstederne efter bilen er betalt.
- Vi er meget mere end en auktion med forsikringsbiler. Vi laver lige så meget skadesbehandling og kundetilfredshedsundersøgelser. De værdier, vi hjælper forsikringsselskaberne med, giver en god kundeservice, og vi sikrer, at kunden får den nøjagtige pris i erstatning for køretøjet. Vi har også historisk vist, at vi kan få gode priser for resterne af bilen, siger Jonas Højland.
Taler for flere brugtdele
Yallotrades mission er samtidigt at hjælpe autogenbrugerne med at få gode, brugte dele, for det er en stor udfordring, som Motormagasinet tidligere har beskrevet af flere omgange.
- Værkstederne køber selv de brugte dele ude ved ophuggerne, men vi gør da, hvad vi kan, for at der skal være flere brugte dele i Danmark hos og til ophuggerne. Der ér mange, som vælger at eksportere dele ud af landet, men det er ikke noget, vi er herre over, siger Jonas Højland, som også flere gange har deltaget i Dansk Autogenbrugs møder for netop at udbrede budskabet om autogenbrug.
- Hvis Yallotrade på nogen måde kan skubbe på for at få flere brugtdele ude i værkstederne og forsikringsselskaberne tager flere brugte dele til sig, så står vi gerne øverst på skamlen for at hjælpe med det, fastslår Jonas Højland.
Populært i Sverige
Der er forskellige holdninger fra forsikringsselskabernes side, om det skal være brugte dele eller ej.
- Jeg synes, at man burde bruge mange flere brugte dele til reparation. Det gør de i Sverige, hvor det er en del af økosystemet. Der er det en stor del af det naturlige flow, hvor Yallotrade derovre faktisk hjælper ophuggerne med at vise de brugte dele til forsikringsselskaberne, siger Jonas Højland.
Dermed kan en taksator forespørge på brugtdele til en specifik reparation via Yallotrade i Sverige, og så kan det svenske kontor hjælpe de to parter med at få den eller de brugte dele skubbet den anden vej igen.
- Men det gør vi slet ikke i Danmark, for reglerne er anderledes. I Danmark skal der tages udgangspunkt i prisen for nye dele, når man laver en vurdering på reparationsgrænsen, siger Jonas Højland.
I Sverige er det ulovligt at sende skrotbiler ud af landet på grund af reglerne for miljøaffald. Derfor der handlen med brugtdele også langt mere levende i Sverige.
Spreder konceptet ud
Kontoret i Sverige har 20.000 biler igennem årligt, og det er også fordi, at det svenske kontor har 10 af de største svenske forsikringshuse som kunder. Den svenske afdeling huser også IT-udviklerne med 10 mand, som er helt essentielle for Yallotrades virke. Hver anden uge kommer der tilføjelser til softwaren, som konstant udvikles, hvis kunderne har gode idéer til forbedringer af systemet, og derfor er Jonas Højland også på kontoret i Stockholm mindst to gange om måneden.
Blandt de stadigt flere forsikringsselskaber i Danmark, som får glæde af det de nye tiltag er Codan, Vardia og Gjensidige og Privatsikring, men flere forsikringsselskaber er på vej i 2020.
Yallotrade har også åbnet også en afdeling i Tyskland, hvor man forhandler med et større forsikringsselskab. Gennem det regner Yallotrade med at få 35.000 sager. Målet er generelt at ekspandere og åbne afdelinger i flere lande i Europa.
- Man kunne godt forestille sig, at Yallotrade blev solgt til en kapitalfond eller lignende indenfor de næste fem år. Det ville betyde, at vi hurtigere kunne ekspandere til andre lande, vurderer Jonas Højland og fortsætter:
- Det går godt. Men vores største udfordring er Skat Danmark. Vi har et fint samarbejde med vores samarbejdspartnere, når det gælder om at udvikle systemer. Men når det kommer til Skat, så oplever man sjældent noget, der er mere gammeldags og tungt, siger Jonas Højland.
Der er en del manuel dokumentation, som trækker alle processer i langdrag. I Sverige er hele den samme process digitaliseret.
- Det er en kæmpe hindring, og vi bruger sindssygt meget tid på det. Hvis vi digitaliserede de processer, kunne vi spare 10 til 15 minutter arbejde pr. sag. Det er meget, når man ganger med 5000, fastslår Jonas Højland.
Men ellers er der ikke meget, at brokke sig over:
- Vi har haft en ret kraftig vækst i 2018 og 2019, hvor vi har ansat en ekstra mand pr. kvartal. Det tror jeg, vi bliver ved med.
Totalløsning for totalskader
Det danske IT-firma Yallotrade med rødder i Sverige håndterer sager med totalskadede biler for forsikringsselskaber og sørger for at resterne af bilen sælges videre til autoophuggere.