DOM I begyndelsen af oktober fik bilforhandleren Falke Biler i Vejen, som er delvist ejet af Kenneth Falke Theil, en del medieomtale. Kenneth Falke Theil havde købt en lade fuld af efterladte biler ubeset, og det viste sig at være en god idé, for der gemte sig 41 biler, som en amerikansk rigmand og samler havde efterladt i Danmark. Bilerne endte på auktion og blev solgt til priser på op mod 1,5 million kroner stykket.
Men allerede inden var Gældsstyrelsen efter en af Kenneth Falke Theils andre virksomheder, Dansk Autoconsult ApS, der har cvr-adresse samme sted som Falke Biler. Begge virksomheder har specialiseret sig i salg og leasing af luksusbiler, men Dansk Autoconsult er nu under konkursbegæring.
Aggressiv dommer
Det føler Kenneth Falke Theil bestemt ikke er fair. Han mødte derfor op i Skifteretten den 23. oktober i Esbjerg, og det var med en klar fornemmelse af, at han fortsat havde tid til at betale de penge, som Gældsstyrelsen ville have. Kravet var på cirka fire millioner kroner.
- Jeg var af en skattemedarbejder blevet informeret om, at der var 14 dage til at betale, men jeg fik at vide af dommeren, at han ville erklære mig konkurs, uanset hvad jeg sagde den dag. Jeg ved ikke, om jeg har trådt ham over tæerne, men han var meget aggressiv, og jeg har aldrig set noget lignende, siger Kenneth Falke Theils.
Han mener selv, at den vedvarende økonomiske udfordring ikke var til stede, idet han fire dage senere, gennem en rammeaftale, ville få adgang til 25 millioner kroner. Og det kunne han efter eget udsagn dokumentere.
Vil ikke klage
Nu er selskabet tabt. Uanset hvad, der måtte ske nu, er det selskabet ødelagt, vurderer Kenneth Falke Theils.
- Personligt kan jeg ikke forstå, hvordan dommeren har overbevist sig selv. Han var ikke løsningsorienteret på nogen måde. Det hele handlede om, at jeg skulle føle hans magt.
Denne måde at køre et spil på, er jeg ikke tilfreds med, siger Kenneth Falke Theil om dommeren, som Motor-magasinet ikke har talt med.
Kenneth Falke Theil ønsker dog ikke at klage over dommen, for det føler han ikke kommer til at gavne noget i den anden ende.
Firmaet er tabt, og det samme er de penge, som lå i virksomheden. I seneste regnskabsår havde Dansk Autoconsult ApS et overskud på 4,7 millioner kroner, og egenkapitalen var 3,7 millioner kroner. Kenneth Falke Theils havde personligt skudt 5,5 millioner kroner i selskabet.
- Hvis jeg vinder sagen om to år og får erstatning, vil konkursen altid være noget, som hænger ved, for "var der ikke noget med en konkurs..." og så videre. Det gider jeg ikke at bruge tid på. Og jeg tror, at jeg ikke er den eneste, som retten har gjort det ved, vurderer han.
Millionaftaler i vasken
Han erkender, at det kan være hans person, der har sat det i gang.
- Jeg er nok en af de personer, der larmer mest med mine biler, og nogle synes nok, det er lidt for meget. Men sagen her har kostet mig en rammeaftale på 25 millioner kroner og en ejendomshandel på 20 millioner kroner, som lige nu i hvert fald er på standby. Jeg sagde til kurator, at jeg gerne ville betale, for jeg ville ikke gå konkurs. Men nu må jeg jo tage det, som det kommer.
Dansk Autoconsult havde ingen ansatte, men gennem de andre virksomheder, som Kenneth Falke er en del af, er der omkring 20 beskæftigede i Falke Group og Falke Biler.
Motor-magasinet har uden held forsøgt at få fat i kurator Mogens Norlén.
Efter konkurs: Falke føler sig forfulgt
Efter en konkursbegæring føler ejeren af Falke Biler sig personligt forfulgt af retten i Esbjerg: - Jeg larmer nok lidt, og det er der nogle, der ikke kan lide, siger han.