23948sdkhjf

Dennis banede selv vejen for en læreplads: Nu læser han til autoteknolog

- Fremtiden ligger helt åben for mig, siger 24-årige Dennis Kjær, der efter en uddannelse som mekaniker har valgt at læse videre til autoteknolog.

"Jeg vil ikke gå på gymnasiet. Jeg vil arbejde med biler".

Sådan lød ordene til Dennis Kjærs forældre og venner, da han var færdig med 10. klasse på efterskole. Han var skoletræt, og han trængte til at opleve en anden virkelighed, end den dagligdag, der kun handlede om bøger, bøger og atter bøger.

- Ikke alle forstod det. Kun 10 procent af de 200 elever, der gik på min efterskole, tog videre på en erhvervsuddannelse. De kunne ikke forstå, at jeg valgte gymnasiet fra. Men jeg kunne ikke forestille mig andet, fortæller Dennis Kjær.

Nysgerrigheden på autobranchen blev vakt under et brobygningsforløb i 10. klasse, hvor Dennis gik en uge på Mercantec i Viborg.

- Her var noget, jeg brændte for. Og jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville arbejde med Volkswagen.

Klogt: Tog job som fejedreng
Dennis gjorde noget klogt: Han fik et job som fejedreng i sommerferien hos VW i Holstebro og fik dermed foden indenfor på værkstedet, hvor han lærte kolleger og jargonen at kende. Et job, han beholdt under grundforløbet på Mercantec. Vejen var banet for en læreplads.

- Under fjerde hovedforløb gik jeg på en speciel VW-linje på Mercantec og kiggede autoteknologerne over skulderen. Det gav mig blod på tanden. Den tekniske tilgang og nørderiet med bilerne tiltrak mig, forklarer Dennis.

Søgte ind på Aarhus Maskinmesterskole
Dennis skruede på Volkswagen i et par år som svend på et værksted - efter at have aftjent sin værnepligt i Søværnet - men uddannelsen som autoteknolog spøgte i baghovedet.

- Hvis det skulle være, skulle det være nu! Så jeg sagde mit gode job op og søgte ind på Aarhus Maskinmesterskole.

Her skal Dennis Kjær snart igang med fjerde semester, og han er ved at søge praktikplads til tre måneder i dét forløb.

- Det går fint med ansøgningerne. Jeg er blevet tilbudt et par pladser. Værkstederne har brug for de ressourcer, vi kommer med, og kan sagtens se fordelen ved en autoteknolog, der kan bygge bro mellem værkstedet og kunderne. Vi plejer at skabe et plus på bundlinjen. Værkstedet kan slet ikke undvære os, når praktikken udløber, griner Dennis Kjær.

Hvad skal fremtiden så byde på, når Dennis er færdig til sommer?

- Der eksisterer ikke en decideret stilling som autoteknolog, man skaber den selv. Typisk på et værksted, hvor man blandt andet bruges til at oversætte alt det tekniske for kunden og til at skabe et mersalg ...

- Jeg ser det selv som en fremtidssikring af mit job. Autobranchen bliver mere og mere digitaliseret og teknisk vanskeligere, og jeg har specialiseret mig i alt det "nørdede". En mekaniker lærer, hvordan en bil er skruet sammen. Jeg lærer hvorfor, den er skruet sådan sammen. Det er ret fedt. Jeg føler mig slet ikke låst. Tværtimod ligger fremtiden helt åben for mig. Jeg kan vælge at skabe min egen stilling et sted, når jeg er færdiguddannet, eller jeg kan vælge at læse videre, enten som ingeniør eller på en "Top-Up" i entrepreneurship, som tager halvandet år. Det er bare om at klø på!

Autoteknolog

Autoteknologuddannelsen tager 2 år fordelt på 4 semestre. I løbet af uddannelsen kommer du til arbejde med følgende emner:  
• Autoteknologi - traditionel og fremtidens teknologi  
• Autoteknisk analyse og diagnose  
• Databehandling og analyse (fx connected car)  
• Kommunikation og rådgivning  
• Organisation, ledelse og driftsøkonomi  
• Salg og service • Kvalitet, miljø og sikkerhed

Artiklen er en del af temaet Min Fremtid 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079