23948sdkhjf

Michael købte sit eget værksted i en alder af 23 år

Michael Jørgensen havde kun været svend i et par år, da han blev afskediget, fordi mester var løbet sur i forretningen. Så blev han opfordret til at købe værkstedet af sin mester. I dag er han sin egen herre.

Michael Jørgensen gik i 9. klasse, da han blev skoletræt og fik lov at bruge en uge hver måned på et værksted i praktik.

Han var 16, da han begyndte på teknisk skole i mekanikerlære, og 20 år da han blev svend.

23 år gammel blev han ejer af sit eget værksted og dermed et af de yngste medlemmer af kæden AutoPartner nogensinde.

Jo, det er gået hurtigt for den nu 25-årige Michael Jørgensen. 1. januar 2017 overtog han Olsens’s Auto i Jægerspris. Et værksted, hvor han stod i lære efter adskillige måneders hård kamp for overhovedet at få en læreplads.

Om sin historie fortæller Michael:

- Jeg har altid været bidt af teknik og har skruet på knallerter ad libitum. Jeg gik direkte på teknisk skole efter 9. klasse og ramte muren under søgningen efter læreplads. Jeg skrev over 50 ansøgninger, kørte ud på værkstederne og var faktisk også hos Olsen’s Auto et par gange. Men blev afvist, forklarer han.

Kastede ikke håndklædet i ringen
Michael havde dog ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen, og han havde slet ikke i sinde at være i skolepraktik i stedet for at få en læreplads. Det var først, da Michaels vejleder på skolen ringede til Olsen’s Auto, at der var hul igennem.

- Jeg stod i lære hos Olsen’s Auto i fire år og blev svend. Men så besluttede min mester sig for at sælge. Han var løbet sur i det og fyrede alle medarbejderne. Jeg stoppede en mandag. Jeg havde fundet nyt arbejde. Og om torsdagen ringede han for at høre, om jeg ville købe værkstedet ...

Det var svært at sige nej tak, ligesom det var svært at skaffe pengene.

Michael Jørgensen indgik derfor en aftale med sin gamle mester om, at han købte kundekartoteket og inventar på værkstedet, mens mester stadig stod som ejer af grunden og det tilhørende hus.

- Jeg lejede både grund og hus de første tre år. 1. april i år købte jeg det hele. For mine egne penge. Dem jeg havde tjent i virksomheden. Det var virkelig en stor dag, siger Michael Jørgensen, tydeligt stolt.

Da Michael købte virksomheden var han alene. I dag er de fire mand på værkstedet. Michael Jørgensen har allerede haft sin egen lærling, der nu er blevet svend, og han vil ikke afvise at antage en lærling igen.

- Jeg vil se fra de unge, de VIL det her. Jeg har ofte praktikanter, og de skal virkelig vise engagement, hvis de skal have en chance. Men så får de også en chance. Lige nu har jeg en praktikant med potentiale. Jeg har sagt til ham, at hvis han fortsætter som nu, så vil jeg gerne tage ham i lære.

Hvad er det bedste råd du kan give til unge, der søger en læreplads?
- Forsøg dig hos de små og de mindre værksteder. Det er dem, der virkelig skruer på biler. Det er her, alle mulige opgaver viser sig, det er her, man lærer det meste om biler.

- Det er efter min mening også her, det er nemmest at arbejde sig op, siger Michael Jørgensen.

Og et råd til dem, der gerne vil være selvstændige?
- Få dit svendebrev og få nogle års erfaring om svend. Det mest optimale er at overtage et værksted. Jeg fik en chance og greb den. Spørgsmålet er, om jeg havde haft så stor succes, hvis jeg havde åbnet et helt nyt værksted og skulle opsøge kunder fra nul.

- Gå ydmygt til opgaven. Og forvent, at du arbejder altid. Lørdag og søndag. Sene nætter og tidlige morgener. Det kræver et godt bagland, men uagtet er der kun én til at håndtere forretning, og det er dig selv, siger Michael Jørgensen, der har fået mange skulderklap for sit mod.

- Jeg var bange for, at kunderne ville finde mig for ung. Det har ikke være tilfældet. Jeg har fået stor opbakning. Det er jeg ret glad for.

Artiklen er en del af temaet Min Fremtid 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082