23948sdkhjf

Philip er bidt af biler

"Et job med mange muligheder" Sådan beskriver Philip Frost sin uddannelse som handelselev. Han drømmer om at blive bilsælger

Philip Frost elsker biler!

Han er opvokset med biler, hans far ejer en bilforretning og biler er bare det bedste, hvis man spørger den 21-årige handelselev.



Derfor var det også nærliggende, at Philip Frost slog til på et opslag fra Ford Motor Company Danmark. Og så selvom virksomheden ligger i Ballerup og Philip Frost bor i den lille by Kregme ved Frederiksværk.

Philip drømmer nemlig om at blive bilsælger.

- Jeg synes, det er spændende. Det er en dynamisk branche under konstant forandring: Nye regler fra regeringen, registreringsafgifter, nye interne kampagner, ændringer i markedet, nye målemetoder. Der sker hele tiden noget, det kan jeg godt lide. Og så elsker jeg bare biler! Jeg kan li’ at rode med min egen bil - en Ford Focus - jeg elsker fart, teknik, bilernes kompleksitet, siger Philip.

En typisk arbejdsdag
Philip starter typisk sine arbejdsdage med at sidde i afdelingen OTD (Order To Delivery - bestilling til levering) i et par timer, hvor han sender biler igennem til Motorregister, således at forhandlerne kan indregistrere deres biler.

- Derudover laver jeg ordretjek, hvor jeg ser på, om forhandlerne har bestilt det rigtige udstyr på bilerne. Der er noget udstyr, som er obligatorisk. Derefter sidder jeg i salgsafdelingen, hvor jeg kigger meget på tendenser i industrien og Ford Danmarks salgsresultater, kundetilfredshed og andre parametre. Derudover supporterer vi for eksempel vores Ford-forhandlere med eventuelle spørgsmål om kampagner. Vi bruger også en del tid på at køre ud til vores forhandlere for hjælpe på bedste vis.

10 uger på skole
Philip Frosts handelsuddannelse startede i september 2018. Philip skal i skole i ti uger, resten af tiden bruger han hos Ford Danmark.

Og målet er at blive bilsælger?

- Ja, men det forventer jeg ikke at blive med det samme, da den nødvendige erfaring jo skal opbygges først. Alternativt kan jeg også ende med at arbejde i administrationen eller med transport og logistik eller måske med styring af biler hos en importør? Hvem ved - så længe det har noget med biler at gøre. Jeg synes, der er så mange muligheder med min uddannelse.

Skal du overtage din fars forretning?
- Det ved man aldrig, det må tiden vise, siger Philip Frost smilende.

Artiklen er en del af temaet Min Fremtid 2019.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.094