23948sdkhjf

Red Bull gør Albon til permanent Verstappen-makker

23-årige Alexander Albon bliver Formel 1-kører for Red Bull i 2020, bekræfter holdet på Twitter.

I august blev Alexander Albon forfremmet til at køre for Formel 1-holdet Red Bull.

Og siden har Albon gjort det så godt, at han nu også skal fortsætte hos Red Bull i 2020 som makker til Max Verstappen, der er holdets anden kører.

Det bekræfter Aston Martin Red Bull Racing tirsdag på Twitter.

Aston Martin Red Bull Racing ejer også Toro Rosso-holdet, som plejer at halte en del efter de bedste hold i Formel 1, og som Albon kørte for indtil august.

Pierre Gasly blev i august sendt den modsatte vej - fra Red Bull til Toro Rosso - og der fortsætter han i 2020.

Også Daniil Kvyat bliver hos Toro Rosso til næste år, bekræfter holdet i en pressemeddelelse.

23-årige Albon fik Formel 1-debut for Toro Rosso tidligere i år i Australien, og han imponerede siden så meget, at Red Bull valgte at bytte rundt på Gasly og Albon før Formel 1-grandprixet i Belgien i august.

- Alex har præsteret ekstremt godt siden sin debut på holdet i Belgien, og resultaterne - syv placeringer i top-6 - taler for sig selv, siger teamchef Christian Horner til holdets hjemmeside.

Horner henviser til, at Albon er endt i top-6 i alle syv løb siden skiftet til Red Bull fra Toro Rosso. Det har udmøntet sig i hele 68 point i VM-stillingen.

Der resterer to løb i Formel 1-serien - søndag køres grandprixet i Brasilien.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.16