23948sdkhjf

Magnussen ryster på hovedet efter uheldig dominoeffekt

Kevin Magnussen lå solidt til VM-point i Singapore, da Formel 1-skæbnen gik imod ham.

FORMEL 1 Kevin Magnussen blev ramt af skæbnens ironi, da han søndag sluttede som nummer 17 i Singapores Formel 1 Grand Prix.

Inden løbet havde han håbet på, at andres uheld og medfølgende safety cars ville hjælpe ham i VM-pointene fra 13. startposition, men der skete lige det modsatte.

Danskeren var efter en kanonstart helt oppe på ottendepladsen og havde de bagvedliggende kørere under kontrol, da safety cars spændte ben for ham.

- Vi lå i en helt sindssyg position, og vi havde kørt os til den. Ingen var udgået oppe foran, og det var heller ikke, fordi vi havde været uheldige med pitstop eller noget. Og så gik der bare safety cars imod os, siger Kevin Magnussen til TV3+.

Fra omkring omgang 48 til 55 gled han fra ottendepladsen til 16.-pladsen, før han sluttede som nummer 17.

- De safety cars gjorde, at alle dem, vi havde "jumpet" ved at være stabile og hurtigere end på det første stint, kom lige op i røven på os og tog mig i genstarten, hvor mine gamle harddæk slet ikke var til noget længere.

- Ud over det fik jeg en plastikpose eller noget ind over frontvingen, så jeg tabte en masse aerodynamik, og så døde dækkene bare, og det var så det løb, siger en ærgerlig Kevin Magnussen.

Satte hurtigste omgangstid

Den første safety car kom på banen, fordi hans teamkollega Romain Grosjean kolliderede med George Russell.

Derefter fremkaldte også Sergio Perez og Kimi Räikkönen safety cars.

Grosjean sluttede på 11.-pladsen i Singapore.

En lille trøst var det dog, at Magnussen nede på 17.-pladsen fik lov at lege lidt på bløde dæk og derfor kunne sætte dagens hurtigste omgangstid af alle.

I 2018 skete der noget lignende, da Kevin Magnussen slog banerekorden.

Sebastian Vettel i Ferrari vandt søndagens løb.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.484