23948sdkhjf
>

Bilsalget faldt ti procent i august

Men bilsalget er stadig på niveau med 2018. Salget af elbiler begynder at rykke.

BILSALG I august 2019 er der solgt 18.697 personbiler, til sammenligning blev der i august 2018 solgt 20.741 biler, hvilket er et fald på knap 10 pct. August 2018 var dog påvirket af ekstra mange registreringer som følge af WLTP og den strammere lovgivning pr. 1. september 2018. År til dato er der solgt 157.646 personbiler, hvor der sidste år blev solgt 157.916 biler i samme periode. Dermed er de første otte måneder af 2019 fuldt ud på niveau med de første otte måneder af 2018. 

- Konklusionen er fortsat, at vi samlet set på året, er på et ganske højt og meget tilfredsstillende niveau. Der har været lovgivning som resulterede i et meget stærkt første kvartal og derefter en normalisering på niveau med sidste år, siger Gunni Mikkelsen, der er adm. direktør for De Danske Bilimportører.



Elbilerne rykker
I august måned er der solgt 340 elbiler, hvilket er næsten 98 procent flere end august 2018, hvor der blev solgt 172 elbiler. I de første otte måneder er der blevet solgt 3.139 elbiler, hvor der i samme periode sidste år blev solgt 747 elbiler. Det svarer til en stigning på 327 procent. Gunni Mikkelsen råder dog om politisk klarhed omkring elbilerne.

- Der er behov for ro om markedet for elbiler og ved at forlænge de eksisterende vilkår, er det muligt at sætte transporten i klimagear. Roen giver regeringen et råderum til at udarbejde en mere ambitiøs indsats på transportområdet med langsigtede og intelligente løsninger."

Salget af plug-in hybridbiler har haft en mindre tilbagegang. I løbet af august måned har 326 opladelige hybridbiler fået nummerplade på, sat op imod en afsætning på 496 biler i august 2018.

I 2019 er der indtil videre (januar - august) solgt 2.359 plug-in hybrider, hvor der sidste år blev solgt 2.523, et er et mindre fald på cirka 6 procent.

Læs også: Danmarks Zenvo-sportsvogne rammer million-underskud


Almindelige (ikke-opladelige) hybridbiler har i august 2019 opnået en fremgang på 8 procent, sammenlignet med august 2018. Helt konkret er der blevet solgt 797 hybridbiler i august, hvor der sidste år blev solgt 735.

I årets første otte måneder er der nyregistreret 6.745 almindelige hybrider, hvilket resulterer i en positiv fremgang fra år til dato, sammenlignet med sidste år, hvor der blev nyregistreret 5.880 hybridbiler. Fremgangen svarer til en stigning på mere end 14,7 pct.

En tredjedel er leaset
I august 2019 er andelen af leasede biler ud af totalsalget helt oppe på 32 procent og dermed er tallet pct. på den endnu højeste andel af leasede biler for året.

Erhvervsleasing står for 25 pct.af august måneds samlede salg, mens privatleasing står for 13 pct.ud af det samlede salg i august. Fordelingen mellem leasing til erhverv og privat er hhv. 70 og 30 pct.

Læs også: Bilsalgets Top 20: Første plugin som vinder af salgsracet


Den positive tendens for privatleasing fortsætter, hvis man ser på tallene fra år til dato. Sammenlignet med de første otte måneder i 2018 er der sket en stigning i privatleasingen på næsten 37 pct. Fra år til dato er der blevet privatleaset 18.641 biler i 2019, hvor der i januar - august 2018 blev privatleaset 13.613 biler.

I august 2019 blev der privatleaset 2.672 personbiler, hvor der sidste år blev leaset 1.982. Det er en stigning på 34,8 pct.

Tallene for erhvervsleasing bærer præg af de tendenser der bevæger sig på arbejdsmarkedet, og det kan derfor variere i højere grad end ved privatleasing. I august måned er der blevet erhvervsleaset 6.153 biler, hvor der sidste år blev leaset 6.816.

Fra januar til august 2019 er der sammenlagt blevet erhvervsleaset 46.161 biler, hvor der sidste år i samme periode blev erhvervsleaset 44.611. Samlet set er året derfor på niveau med sidste år.

Læs også: Salgstallene for juli er klar: Flere biler – flere grønne biler


Mere fart på Volkswagen
Førstepladsen over de bedst sælgende mærker går i denne måned til Volkswagen, som sammenlagt har solgt 2.196 nye biler. Det næstbedste mærke i august er Peugeot, der har solgt 2.100 biler og på en tredjeplads finder vi Toyota, som i denne måned når op på 1.403.

Samme billede ser vi for de otte måneder af året, hvor VW har leveret 21.385 nye biler, Peugeot 13.737 og Toyota 12.007.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.14