23948sdkhjf

Sådan forbereder vores nabolande sig på brændende elbiler

Fire niveauer kvalifikationskrav til uddannelse er på vej i Tyskland for at kunne arbejde med elbiler. Vandbassiner på værkstedet til nedsænkning af brændende biler kan blive krav.

SIKKERHED El- og hybridbiler er i politisk fokus. Alle taler om de mange fordele, men kun få taler om farerne, når en skadet el/hybridbil skal transporteres til et værksted eller står opmagasineret for reparation. Det er man ved at tage hånd om i blandt andet Tyskland med nye tiltag.

Vi har set, at el-biler er brudt tilsyneladende umotiveret i brand og nærmest eksploderet. Grundlæggende er det High Voltage-batteriets kemiske opbygning, der, efter en trafikulykke eller skade, kan ændres betydelig. Konkret er det Lithium-Ion batterier, der giver både kemiske, elektriske og brandrelaterede udfordringer. De er på mellem 400 og 900 Volt DC jævnstrøm, hvilket er absolut dræbende for personer, der kommer i berøring med strømførende dele.

Den nylige svenske RISE rapport beskriver nøjagtigt de mange farer, der lurer, når en sådan bil bliver involveret i en skade. AZT Automotive udsendte tidligere på året en advarsel om, at batterier efter et trafikuheld kan være beskadiget, og dermed kan der efterfølgende opstå brand - det vil sige at både bilejeren, værkstedet eller en transportør kan risikere, at bilen eksploderer eller begynder at brænde, ligesom det skete i Sverige i starten af året, hvor et parcelhus brændte ned, fordi bilen under opladning begyndte at brænde.

Direktør for brancheorganisationen for skadesreparation, SKAD, Thomas Krebs, beretter om, at tyske, østrigske og schweiziske kollegaer i høj grad diskuterer sikkerhed omkring disse biler, også ved kørsel i tunneler - for brande i el- og hybridbiler kan ikke slukkes med de kendte metoder.

- Vandbassiner ved siden af værksteder, som en brændende elbil kan sænkes ned i, så branden slukkes, er på tale som krav. Vores schweiziske kollegaer oplyser om en Tesla S, der måtte stilles i en 20 fods container, som herefter måtte fyldes med sand for at slukke branden. Og for nylig eksploderede en BMW i3 hos en hollandsk forhandler i udstillingsrummet med store materielle skader til følge, fortæller Thomas Krebs.

Forældede vejledninger

På et foredrag i Tyskland i maj hos SKAD’s søsterforening ZKF deltog Thomas Krebs. Her hørte direktøren en tysk repræsentant, sige, at "når en elbil brænder på et værksted, så futter værkstedet af, og der kan intet stilles op".

Thomas Krebs mener, at det er yderst alvorligt, at man i Danmark ikke tager sig nok af dette, når andre lande har så stor fokus på problemet.

- De vejledninger, som findes i Danmark om disse biler, er forældet, og der er slet ikke fokus på skadede biler, der skal håndteres af autoskadeværksteder. Ligeledes halter uddannelsen og efteruddannelsen på området, siger Thomas Krebs.

Tyske krav høje

Han oplyser, at man i Tyskland nu har taget konsekvensen og kommer til at implementere en ændring til den bestående uddannelsesplan for el/hybridbiler - kaldet DGUV Information 200-005. Disse ændringer vil betyde, at tyskerne kommer til at inddele kvalifikationskrav i fire niveauer, og at man i lærlingeuddannelsen allerede tager højde for det.

- Når jeg opsøger et værksted, og der står en skadet elbil, så efterlyser jeg advarselsskilte, afskærmning, sikkerhedsudstyr i form af handsker, måtte, hjelm med beskyttelsesskærm, gummiforklæde, sikkerhedskrog og meget andet. Det tyder klart på, at mange af dem ude på værkstederne, der håndterer disse biler, slet ikke er klar over de farer, der findes. Det er dybt beklageligt, at der først skal lig på bordet, før man tager det alvorligt. Forebyggelse bør være dagsordenen. Er man korrekt uddannet, har tilgang til det rette udstyr, og er man klar over at man ikke skal lade en skadet el/hybridbil stå over nat og weekenden på værkstedet, så ville risikoen ved reparation af disse biler falde betydeligt, anfører Thomas Krebs.

Kravene i Tyskland er, at en elbil, der har været involveret i et uheld, skal stilles på en indhegnet plads med advarselsbånd på 5 x 2,5 meter med minimum 5 meter afstand til bygninger og andre biler. En sådan kartantæneplads skal forsynes med advarselsskilte mod elektrisk stød og kemisk område. 
 
 
 
 
 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172