23948sdkhjf

To danske autofolk til VM

Autolakerer Philip Bang-Pedersen og karrosseritekniker Simon Jacobsen repræsenterer den danske autobranche ved WorldSkills i Rusland.

UNGDOM Autobranchen er med to ud af 14 danske deltagere fint repræsenteret, når WorldSkills 2019 løber af stabelen den 23.-27. august i Rusland.

Det danske WorldSkills-landshold er netop rejst til VM i den russiske by Kazan. 14 unge talenter har trænet ihærdigt det meste af sommeren. Der er åbningsceremoni torsdag den 22. august, konkurrencerne begynder fredag den 23. august, og vinderne udråbes om aftenen tirsdag den 27. august.

Landsholdet kommer tilbage til København torsdag den 29. august om morgenen.

Fra autobranchen deltager autolakerer Philip Bang-Pedersen og karrosseritekniker Simon Jacobsen.

Danmark har ingen deltagere med blandt personvognsmekanikerne.

WorldSkills 2019 samler mere end 1300 unge håndværkstalenter fra 62 nationer til kamp om guld, sølv og bronze i 56 forskellige fag.

- Vi kalder vores landshold for Danmarks vigtigste, fordi de ikke kun kæmper for underholdning og sig selv. De kæmper for at skabe opmærksomhed på erhvervsuddannelserne, og det er der brug for, siger SkillsDenmarks formand, Jesper Juul Sørensen.

Philip er klar

Philip Bang-Pedersen var bedste autolakerer ved DM i Skills i april. Han arbejder hos LakExperten Elkjærgruppen i Lynge.

- Jeg føler mig klar. Vi kender selvfølgelig ikke opgaven, men vi har øvet de små detaljer igen og igen. Så jeg er klar og spændt, siger Philip Bang-Pedersen til AutoBranchen Danmark dagen før afrejsen.

- Jeg kan godt blive nervøs, men så skal jeg huske på, hvorfor jeg er med. Det er jeg, fordi jeg var i top ved den danske konkurrence. Så jeg kan ikke falde helt igennem, for vi gør det ganske godt sådan generelt, siger Philip Bang-Pedersen.

Han har trænet en del og øvet sig ved siden af det daglige arbejde i hverdagen. Derfor er han ikke i tvivl om, at træningen har båret frugt, fordi han er blevet en bedre autolakerer.

- Arbejdsprocesserne, det strømlinede og bestemt også det med at arbejde under pres er blevet lettere, siger han.

Blandt autolakererne er der 27 deltagere, herunder syv kvinder.

Hepper på Simon

Den anden organisation, Bilbranchen, hepper på karrosseritekniker Simon Jacobsen fra Bayern AutoGroup A/S til WorldSkills.

Simon Jacobsen skal konkurrere inden for karrosseri, som ved WorldSkills i Rusland samlet har 23 deltagere.

Philip Bang-Pedersen

Autolakerer.
21 år.
Fra Vedbæk.
I lære hos firmaet Elkjærgruppen i Lynge.
Skole: College 360, Silkeborg.
27 i VM-konkurrencen.

Simon Jacobsen

Karrosseritekniker.
21 år.
Fra Læsø.
Bor og arbejder i Aalborg hos Bayern Autogroup.
Skole: College 360, Silkeborg.
23 i VM-konkurrencen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094