23948sdkhjf

Albon overtager Gaslys Formel 1-sæde hos Red Bull

Den thailandske racerkører Alexander Albon får plads hos Red Bull, der sender Pierre Gasly ned på Toro Rosso.

UDSKIFTNING Formel 1-holdet Red Bull har forfremmet Alexander Albon på bekostning af Pierre Gasly.

Mandag oplyser Red Bull, at den thailandske racerkører overtager sædet fra Gasly ved siden af stjernen Max Verstappen.

Albon skifter fra det mindre Toro Rosso-hold, som også er ejet af Red Bull.

Franske Pierre Gasly rejser den modsatte vej, og det øjeblikkelige skifte må anses som en klar degradering af franskmanden.

Mens Red Bull kæmper med i toppen af Formel 1-feltet, så slider Toro Rosso længere bagved og kører blot til sekundære placeringer.

Pierre Gasly har på ingen måde formået at holde trit med Red Bull-stjernekører Max Verstappen, der er nummer tre i VM-stillingen med 181 point. Gasly har 63 point på sjettepladsen.

Alexander Albon har derimod imponeret i sin første sæson i feltet. Det er blevet til 16 point, hvilket rækker til en 15.-plads af de 20 kørere i Formel 1.

Red Bull forklarer, at holdet i den resterende del af sæsonen vil se Albon an i forhold til 2020-sæsonen.

- Red Bull er i den unikke position, at vi råder over fire dygtige Formel 1-kørere, som kan roteres mellem Red Bull og Toro Rosso.

- Teamet vil bruge de ni resterende racerløb på at evaluere på Alex' (Alexander Albon, red) præstationer, så vi på et godt grundlag kan beslutte, hvem der skal køre sammen med Max (Verstappen, red) i 2020.

Ud over Albon, Gasly og Verstappen råder Red Bull også over russeren Daniil Kvyat, der har et sæde i en Toro Rosso-bilerne.

Det pludselige kørerskifte bliver allerede en realitet fra det kommende grandprix, der køres i Belgien om små tre uger.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126