23948sdkhjf

Fra biløkonom til medindehaver

Når en uddannelse som biløkonom suppleres med talent, passion og hårdt arbejde, ligger alle muligheder i branchen åbne. Jacob Møller Vasegaard er et godt eksempel på dette, da han netop er blevet partner hos Core Leasing.

BILER Som søn af en far, der både har bestridt ledende stillinger i bilbranchen og derefter blev selvstændig bilforhandler, er Jacob Møller Vasegaard opvokset i en verden, hvor biler har fyldt rigtig meget. Med en HHX i bagagen søgte han i 2008 derfor meget målrettet ind på biløkonomuddannelsen med en vilje til at udvikle sig og en klar drøm om at få foden under eget bord en dag.

Læring og erfaring

Jacob Møller Vasegaard fortæller her om de to et halvt år, som uddannelsen varede:

- Selve uddannelsen var kombineret med ansættelse hos Kronborg Auto Helsingør (VW & Renault) og bød på mange spændende udfordringer. Jeg blev fra starten involveret i hele firmaets økonomi, herunder de forskellige afdelinger, jeg var med på budgetmøder, og jeg blev spurgt om input til forbedringer etc. Det var rigtig lærerigt at få et all-round view i hele virksomheden. Jeg skylder en stor tak til direktør Steen Bertelsen for at åbne helt op og lade mig deltage i alt, i stedet for kun at blive sat til praktiske opgaver.

- Under uddannelsen var jeg blandt andet med i en best practice proces, hvor man undersøgte hvad der skete fra kunden kommer på p-pladsen med sin bil, til den hentes igen efter værkstedsbesøget. Alle processer bliver gennemlyst og forbedret. Det var spændende og meget lærerigt, og har været en af de rigtig gode ting jeg har fået med i bagagen, fortsætter han.

- Da jeg startede hos Kronborg Auto, var de autoriseret VW-forhandler. Under min ansættelse var jeg også med til implementering af Renault, hvilket også gav en masse erfaringer til senere brug. Jeg fik også fuldt ansvar for ISO-certificeringen, som blev bestået med bravour, tilføjer Jacob Møller Vasegaard.

Arbejdsiver og perspektiver

Udover tilknytningen til virksomheden hver mandag, kunne Jacob Møller Vasegaard ikke holde sig derfra, og var tit forbi efter skole for at sælge biler, klare administrative opgaver, deltage i weekendvagter og meget mere.

Uddannelsen bød også på elementer, der gav nye og værdifulde perspektiver på branchen, blandt andet tre måneders ophold i Schweiz hos AMAG, som er importør af Audi, Skoda, VW og Porsche. Dette ophold bestod af en måned hos importøren med al baggrundsviden om kampagner, kommende modeller, Genève-udstillingen, forhandlerbesøg med distriktschefen etc.. Dernæst halvanden måned hos en forhandler i Zürich centrum med salg på tysk, og slutteligt 14 dage på Genève International Motor Show’s VW-stand.

Karrieren

Kort efter at Jacob Møller Vasegaard havde bestået eksamen som markedsførings- og biløkonom ultimo 2010, rykkede han videre til Mini - Jan Nygaard i Lyngby, hvor han startede som sælger. Et års tid efter fik han ansvaret for hele Mini-afdelingen, og var i alt ansat knap otte år. I den tid spillede han en vigtig rolle i at gøre forretningen til Danmarks førende bilforretning på både kundetilfredshed, salg og eftermarked.

Med ønske om at prøve sig selv af på et nyt område, rykkede han til Formula Leasing i 2018 i en stilling som leasingrådgiver. Drømmen om at have sit eget pressede sig mere og mere på, og i foråret sagde han sit job op, for at finde ud af hvad han konkret skulle med sin karriere.

Fremtiden

Når drømme søges realiseret, sker der ofte fantastiske og nye ting. Jacob Møller Vasegaard kom i snak med sin tidligere chef Kim Gruhl. Det endte med et tilbud om at indtræde som partner og salgschef i Kims virksomhed, Core Leasing A/S, som Jacob efter få dage sagde klart ja til. Hans bevæggrund for at blive partner var, at det gav ham det bedste fra begge verdener: Direkte medansvar for en virksomhed kombineret med muligheden for at levere solide leasingløsninger inden for premiumsegmentet fra dag 1.

Dertil var han meget tiltrukket af den filosofi, Kim Gruhl havde for Core Leasing, som er at tætte kunderelationer og førsteklasses kundeservice er mindst lige så vigtige som lækre biler og solide leasingaftaler.

En sikker kurs for Jacob Jacob Møller Vasegaard fremtid er derfor nu lagt, og han tillægger biløkonomuddannelsen en stor del af æren for, at han i dag er kommet hertil. Hans klare anbefalinger til kommende studenter på uddannelsen er at have klare ambitioner og arbejde hårdt, så er der ingen grænser for, hvad man kan opnå.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096