23948sdkhjf

Fejl i adskillige bilhandler: Få styr på slutsedlen

Køb ikke en bil, hvor der ikke er dokumentation for servicehistorikken, lyder det fra bilrådgiver

Skal du købe ny bil, skal du se dig godt for.

FDM har tjekket over 1200 slutsedler og fundet fejl i mere end seks ud af ti. Fejlene dækker over både store og mindre ting - fra forbehold om prisstigninger til uspecificerede leveringsomkostninger.

Derfor skal du altid gennemgå slutsedlen grundigt, inden du skriver under. Den er nemlig juridisk bindende.

- Det svarer til et advokatforbehold, inden man køber ny bolig, hvor man får en advokat til at gennemgå detaljerne - bare for at sikre sig, hvis der skulle være noget, siger jurist Michael Ern Nielsen fra FDM.

Der findes en række standardslutsedler, som mange forhandlere bruger.

Her råder Kåre Kvistgaard, indehaver af den uvildige bilrådgivning Autohelper, at du sikrer dig, at forhandleren bruger seneste eksemplar med de nyeste opdateringer.

Hvis bilen er brugt, vil slutsedlen typisk indeholde oplysninger om, hvorvidt bilen har fået regelmæssigt eftersyn, supplerende rustbeskyttelse samt eventuelle skader og reparationer.

- Der er varierende vigtighed. Men jeg fraråder køb, hvor der ikke er dokumentation for servicehistorikken, siger Kåre Kvistgaard.

- Har den fået serviceeftersyn og fået skiftet olie og tandrem, som den skal? Det skal der være dokumentation for, for det har enorm betydning for bilens levetid og stand, tilføjer han.

Servicehæftet ligger typisk i handskerummet med instruktionsbogen eller - i mange nyere biler - elektronisk.

- Alt der relaterer sig til vedligehold, service, skader og reparationer, skal du få dokumentation for, siger Kåre Kvistgaard.

Blandt de hyppigste fejl på slutsedlerne på nye biler er forbehold for prisstigninger.

Men en afgørelse fra Ankenævn for biler har givet FDM ret i, at det er et urimeligt aftalevilkår, hvis det er forbundet med ekstraudgifter for køber.

FDM har også set eksempler på forhandlere - både af nye og brugte biler - som sælger uden reklamationsret.

- Der er intet scenarie mellem en erhvervsdrivende sælger og en forbruger, hvor købeloven ikke gælder to år - uanset hvad man ellers har aftalt, siger jurist Michael Ern Nielsen.

Selv om det kan virke i småtingsafdelingen, om detaljer som antallet af medfølgende nøgler er oplyst, er alle detaljer på slutsedlen vigtige.

- Hvis bilen bliver stjålet, og forbrugeren siger, at vedkommende kun fik en nøgle med, selv om man typisk får to, så er der lige pludselig risiko for, at man ikke kan få forsikringsdækning, siger Michael Ern Nielsen.

/ritzau fokus/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093