23948sdkhjf

Minister: Danmark kan ikke alene omstille til grøn bilisme

Regeringen vil omstille fra benzin- og dieselbiler til grønnere biler. Men det kan Danmark ikke gøre alene

For transportminister Benny Engelbrecht (S) er den vigtigste opgave at gøre Transportministeriet grønt, fortæller han.

Men en stor omstilling af bilismen i Danmark, hvor benzin- og dieselbiler skal ud, og elbiler skal ind, kan Danmark og regeringen ikke lave alene. Det skal også ske på europæisk niveau, siger ministeren.

- Det kræver selvfølgelig, at ikke blot Danmark går foran, men at vi også får hele det europæiske fællesskab med, siger han.

De røde partier blev med dannelsen af S-regeringen enige om et "forståelsespapir". Her fremgår det, at de vil sætte en stopper for salg af diesel- og benzinbiler fra 2030.

I stedet skal der markant flere elbiler på vejene, lyder det. Og tilgængeligheden er ladestandere derfor vigtig, mener transportministeren.

Han gør det dog også klart, at det ikke er regeringen, som skal ud og sætte ladestandere op.

- Det er ikke sådan, at den danske transportminister skal ud og banke ladestandere op. Det skulle gerne være sådan, at der er et marked, som kan håndtere det.

- Der er heller ikke statslige tankstationer på det danske vejnet. Men vi skal sikre, at der er nogle rammevilkår, der gør det muligt, siger Benny Engelbrecht.

En konkret plan for, hvordan regeringen vil sikre flere ladestandere, må danskerne dog vente på.

- Alt det kommer vi selvfølgelig til at være meget mere konkrete på, end vi er efter en uge, siger ministeren.

Som en del af omstillingen af transportsektoren skal det også undersøges, om det er muligt at fremrykke arbejdet for kommissionen, der ser på grøn omstilling af personbiler, så kommissionen kan aflægge rapport inden udgangen af 2020.

For når arbejdet er færdigt, skal der indgås en politisk aftale, som skal skabe ro om den grønne omstilling.

- Vi vil selvfølgelig se, om vi kan få nogle af de virkemidler, der skal til for at omstille bilsektoren, hurtigere på banen.

- Det er klart, at skal vi i mål i 2030 med en reduktion af udledninger på 70 pct. - det er meget ambitiøst - kræver det, at vi kan få de konkrete virkemidler på banen hurtigst muligt, siger Benny Engelbrecht.

Han tilføjer dog, at han endnu ikke ved, om det bliver muligt for kommissionen at blive færdig før tid.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079