23948sdkhjf

Autobrancheekspert: ”Man gambler med kundernes sikkerhed”

Teknologien, der er indlejret i nyere biler, øger trafiksikkerheden. Ved reparationer skal alle forskrifter dog følges nøjagtigt, ellers er det med livet som indsats, og ifølge brancheekspert er det ikke altid tilfældet

Med adaptive fartpiloter og automatiske nødbremsesystemer i nutidens biler er avanceret radar- og kamerateknologi i bilens forrude med til at gøre trafikken mere sikker end nogensinde. Flere og flere biler har behov for grundig kalibrering af udstyr ved reparation, men skal forruden skiftes, er der ingen lovgivning, der stiller krav til, hvordan en ny skal monteres. Kalibreres den indlejrede teknologi ikke ordentligt, kan konsekvenserne dog være fatale.

– I moderne sikkerhedssystemer spiller radarudstyr og kamerateknologi sammen, og det er helheden, der skal fungere. Og hvis dele af bilen, der har med sikkerhedssystemerne at gøre, er blevet udskiftet eller repareret, skal mekanikeren kunne tilgå bilens styreboks for at kunne kalibrere udstyret korrekt, men det sker langt fra altid, fortæller Finn Larsen, der er teknisk konsulent hos AutoBranchen Danmark, i en pressemeddelelse.

Det er ikke alle mindre værksteder, der kan tilgå styreboksen på nyere biler, og hvis en bil ikke er blevet kalibreret ordentligt efter en reparation, er man som værksted ifølge Finn Larsen forpligtet til at oplyse kunden tydeligt om dette, men det efterleves ikke altid.

– Hvis en moderne bil havner på et mindre værksted, kan de komme til at takke ja til et stykke arbejde, som de ikke kan levere uden at få bilen kalibreret på et autoriseret værksted, og det koster. Og fordi markedet er så hårdt, som det er, så sender man folk ud at køre i biler, hvor sikkerhedssystemerne ikke er kalibreret korrekt uden at gøre opmærksom på det. Jeg har oplevet styrebokse, som efter reparation indeholdte fejl, der relaterede til det arbejde, som var udført, fejl der ikke er blevet udlæst og rettet ordentligt efter reparation af blandt andet forruden. Man gambler med kundernes sikkerhed, siger Finn Larsen.

Opråb til branchen
Ifølge Finn Larsen ignorerer folk i autobranchen i al for høj grad, hvor vigtig en korrekt kalibrering af bilen efter reparation er for folks sikkerhed.

– Der er sandsynligvis langt flere biler, der kører rundt uden ordentlig kalibrering af sikkerhedssystemerne, end vi går og regner med. Det nedtones, fordi det endnu ikke har forårsaget uheld, vi kender til, men jeg kan kun opfordre alle i branchen til at være sit ansvar bevidst, så det ikke sker i fremtiden, siger Finn Larsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079