23948sdkhjf

Stadig flere danskere udvider vognparken

Billigere biler og den beskårne offentlige transport får flere familier til at anskaffe bil nummer tre

Dobbeltgaragen skal udvides hos mange familier landet over.

Stadig flere vælger nemlig at købe bil nummer tre, fire og fem, og i hele landet har 71.096 familier nu tre eller flere biler.

Susanne Holst Engkvist fra Øster Tørslev nord for Randers er en af de østjyder, der har anskaffet bil nummer tre.

Den blev købt, da familien fandt ud af, at Randers Kommunes nye trafikplan vil gå ud over mulighederne for offentlig transport fra hjemmet i Øster Tørslev.

Hendes datter har nemlig over 15 kilometer til gymnasiet.

- De er dødafhængige af busserne. Vi er nødt til at tænke alternativt og dyrere, da vi har investeret i en bil til min ene datter, som har kørekort, siger hun.

Men det er ikke med Susanne Holst Engkvists gode vilje, at familien nu har tre biler, selvom den nye Fiat 500 er en hjælp i hverdagen.

- Det har været dyrt. Der er tre gange ejerafgift, tre gange forsikringer, og der skal også benzin på dem alle sammen, siger hun.

Datter ville gerne blive i bussen
Bussen går fra Randers og har forskellige ruter derfra og ud på landet. Det tager datteren Natasja Holbæk Thomsen mellem 30 og 40 minutter at nå frem til Tradium HHX i Randers med bussen. Med bilen tager det mellem 20 og 25 minutter.

Hun ville gerne fortsætte med at tage bussen.

- Bussen går rigtig tit lige nu, så jeg har overhovedet ikke noget imod at tage den. Jeg synes ikke, at det er særlig fedt, at den bliver beskåret, siger hun.

Der er lige nu 24 afgange om dagen, men i kraft af en trafikplan vedtaget af Randers Kommune bliver busruten beskåret om et år til minimum 12 afgange.

- Jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle have en bil, mens jeg stadig går på gymnasiet, for jeg synes ikke, det var nødvendigt, men det er jeg nødt til nu. Jeg gider ikke vente tre timer inde i byen for at komme hjem med bussen.

Natasja Holbæk Thomsen tror, at flere kommer til at vælge bilen, selv om bussen er det klimavenlige alternativ.

- Jeg synes ikke, det er fair for os, der bor på landet. Der er rigtig tit folk med busserne. Når de går fra 24 afgange til 10, så er det et stort indgreb, og mange kommer til at køre bil til gymnasiet.

Biler er blevet billigere
De seneste ti år er andelen af familier med mindst tre biler i indkørslen steget med 68 pct. på landsplan.

Det er ikke enestående, at familier køber endnu en bil, når den offentlige transport bliver forringet, siger Harry Lahrmann, der er trafikforsker og lektor på Aalborg Universitet.

- Hvis man er afhængig af busser, der bliver skåret i antallet af afgange, og der er lidt god familieøkonomi, så får gymnasieeleven far eller mor overtalt til at købe en lille C1'er at køre i skole i, og det er helt sikkert også en grund til stigningen i antallet af biler, siger han.

Men den største faktor er, at biler er blevet billigere.

- De senere år er det blevet billigere at købe en bil, og det er ikke blevet dyrere at have den. Folk tjener lidt flere penge, og vi er kommet ud af krisen, hvor der er mere optimisme, så flere får lyst til at købe bil nummer et, to og tre, siger trafikforskeren.

Den komfortable bil
Når først bilen holder i garagen, skal der meget til at droppe den bekvemme transportløsning igen.

- Når først du er kommet ind i bilen, er barrieren til at komme på cykel eller i offentlig transport igen klart større. Du hænger på bilen. Vi ser også, at den kollektive trafik er under pres med besparelser, og færre cykler med undtagelse af i de største byer, siger Harry Lahrmann.

I Østjylland har mindst 10.036 familier tre biler, og det er en stigning på 69 pct. over de seneste ti år. Særligt i Norddjurs, Syddjurs og Favrskov kommuner er en dobbelt-garage ikke længere nok.

Originalartikel: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/stadig-flere-danskere-udvider-vognparken-udsigt-til-faerre-busafgange

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078