23948sdkhjf

Lee Iacocca, manden bag f.eks. Ford Mustang er død

Lee Iacocca, den karismatiske tidligere topchef for den amerikanske bilgigant Chrysler, døde tirsdag, 94 år.

DØDSFALD Manden bag bilhistoriens ikoniske Ford Mustang er død.

Den karismatiske tidligere topchef for den amerikanske bilgigant Chrysler Lee Iacocca døde tirsdag, 94 år. Det skriver nyhedsbureauet AP og det amerikanske medie Washington Post.

Iacocca er især kendt for at have reddet Chrysler, der nu hedder Fiat Chrysler, fra konkurs i 1980 og gøre bilfabrikanten til en markant spiller på det konkurrencetunge marked.

- Firmaet sørger efter nyheden om Lee Iacoccas død. Han spillede en historisk rolle i at lede Chrysler gennem en krise og gøre den til en sand konkurrencedygtig kraft, skriver Fiat Chrysler i en pressemeddelelse.

- Han var en af de store ledere i vores firma og i hele bilindustrien. Han spillede også en stor rolle på den nationale scene som en filantrop og en forretningsstærk statsmand, skriver virksomheden.

Iacocca døde i sit hjem i den mondæne bydel Bel-Air i Los Angeles efter at have været syg med Parkinsons sygdom.

Bilikonet begyndte sin karriere som ingeniør hos Ford og var en af frontløberne på udviklingen af den populære Ford Mustang.

I april 1964 var Iacocca på forsiden af magasinerne Time og Newsweek sammen med en Ford Mustang. I 2013 var der solgt omkring ni millioner udgaver af den ikoniske bil.

Iacocca blev præsident i Ford i 1970, men blev fyret af Henry Ford Jr. i 1978.

Samme år blev han hyret af Chrysler og blev direktør året efter.

Efter at have reddet Chrysler fra konkurs og gjort firmaet til en stærk spiller på bilmarkedet, stoppede Iacocca i 1992.

Lee Iacocca hed oprindeligt Lido Anthony efter sine italienske forældre. Han droppede dog fornavnet, da ingen kunne stave til "Lido". Han efterlader sig to børn.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094