23948sdkhjf

EU-regler træder i kraft: Elbiler skal støje mere

Fra 1. juli skal elbilproducenter sørge for, at deres biler udsender kunstig lyd ved lave hastigheder.

LYD Først var elbiler skidt nyt for bilentusiaster. Her er ingen motorlyd og dermed amputeres køreoplevelsen, har kritikken ofte lydt.

Nu er nye elbiler imidlertid skidt nyt for elbilsentusiaster. Eller rettere, nye EU-regler er.

Den manglende motorstøj ved elbiler bliver nemlig oftest fremhævet som en stor fordel, men mandag træder nye EU-regler i kraft, der pålægger bilproducenter at udstyre nye elbiler med støjsystemer.

Støjen skal udsendes ved hastigheder op til 20 km/t, og når der bakkes. Lyden skal have en styrke af minimum 56 decibel og skal tjene til at advare bløde trafikanter om, at en bil er i nærheden.

Hos interesseorganisationen Forenede Danske Elbilister, FDEL, så man da også gerne, at EU havde trukket stikket til de nye regler.

- Vi mener ikke, at det er nødvendigt at sende støj ud i alle retninger. I stedet bør man udnytte teknologien i elbilerne til at målrette støjen til de personer, der har behov for det, i stedet for blot at sende en masse støj ud, siger Martin Messer Thomsen, pressetalsmand for FDEL.

Reglerne gælder på nuværende tidspunkt kun nye elbiler. Det vil sige, at modeller, der allerede er på markedet, først skal udstyres med et støjsystem fra 1. juli 2021.

Men nye modeller, der lanceres fra mandag, skal altså være udstyret med systemet fra fabrikken.

Der er fra EU opstillet nogle overordnede krav til lyden, for eksempel dens styrke, men den er ikke som sådan standardiseret. Det ser Martin Messer Thomsen også som et stort problem.

- En Renault Zoe har for eksempel en meget tydelig, ufo-agtig lyd, når den kører langsomt. Jeg bor på en stille villavej, og når jeg sidder i haven, kan jeg tydeligt høre, når en Renault Zoe kører forbi.

- Prøv så at forestil dig, når vi får mange flere elbiler, og hver bilfabrikant i øvrigt forsøger at lave hver sin unikke motorlyd. Det bliver et forfærdeligt støjbillede, siger Martin Messer Thomsen.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14