23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Løvefar vil dominere i klassiske bildele

Indehaver af JP Group koncernen, Martin Pedersen, solgte for nylig Quickpot fra til Interdan for at holde fokus på sin passion for klassiske biler. Var det at falde den frie del i ryggen? Og er en større elbil-produktion på vej til Viborg?

BAGGRUND To tonstunge løver vogter foran JP Groups kæmpe hovedkvarter og produktion af reservedele i Viborg. Og det har de gjort godt. For den 44-årige koncern er i god gænge, siden buschauffør Johannes Pedersen fandt på at fremstille gummidele til biler tilbage i 1965 og karosseridele og udstødninger fra 1975.

I dag omsætter koncernen for 500 millioner kroner reservedele årligt via 98 procent eksport til hele verden - delt op i to linjer og organisatoriske enheder; til almindelig biler i JP Group Line og til klassiske biler i JP Group Classic Line. Og netop klassiske biler - og reservedele hertil - er årsagen til, at autobranchen for nylig oplevede JP Groups opsigtsvækkende frasalg af værkstedskæden Quickpot til bilimportøren Interdan.

3D-værktøj ind i kampen

60-årige Martin Pedersen, indehaver og CEO i JP Group og søn af stifteren, tager imod Motor-magasinet og viser rundt i produktionen, der fylder godt ud af de 39.000 kvadratmeter bygninger og haller. Her er ansatte lige nu ved at indstille for 3,5 millioner kroner spritnyt 3D scanner-, skære- og printerudstyr, der skal sættes ind i satsningen på at kunne levere gode klassiske bildele.

- Vi vil fordoble os inden for fem år på klassiske bildele, hvor markedet vokser kraftigt, fordi folk i mange lande får mere fritid og råd til at købe bil nummer to eller tre, ofte som en klassisk bil til weekendkørsel. Og med dette nye udstyr kan vi producere hurtigere og billigere som små serier med få styk ad gangen. JP Group er især stærk på karrosseridele, også som originaldele OEM til især tyske bilproducenter, og inden for klassiske bildele kan vi levere bedre dele end de originale fra eksempelvis 60’erne med hensyn til pasform og finish, med og uden galvanisering. Så ejere behøver ikke rynke på næsen af vores uoriginale klassiske dele, siger en entusiastisk Martin Pedersen. Selv ejer han omkring 100 klassiske biler, hvoraf 20 er på nummerplader og jævnligt kører ud fra perlegruset på gården ved Viborg, også til trackdays. Resten er udstillet i JP Groups store showroom - bag de to stenløver.

Nordamerikansk partner

For tiden er JP Group ved at indlede et samarbejde med "en meget stor amerikansk spiller" i klassiske bildele.

- Inden for almindelige bildele er vi hos JP Group Line en mindre spiller - i hvad jeg kalder "rødt ocean", hvor data og service spiller en stor rolle i forhold til at binde kunde tæt til sig. Men når det gælder Classic er vi i det lettere "blå ocean", hvor vi satser på at blive en stor spiller, selv om markedet er begrænset. Vi er allerede størst i Europa inden for VW/Porsche og vil generelt gerne være stærk i tyske klassiske biler, også med Mercedes og BMW. 1. januar købte vi Volvos repræsentation af klassiske dele - mest fordi både JP Group og Volvo er en del af Norden. Med vores nye partner bliver vi størst i Nordamerika ved at kunne udveksle hinandens produkter, der kompletterer sortimentet hos os hver især, siger Martin Pedersen.

Quickpot ikke et paniksalg

Frasalget af Quickpot-værkstedskæden var et led i denne nye strategi og planerne i Viborg.

- Medindehaver Steen Haugaard Fransen og jeg havde ventet på den rigtige køber, der ville være med til at udvikle Quickpot, så det var ikke et paniksalg. Ting forandrer sig, og det er vigtigt at se muligheder i stedet for trusler, siger Martin Pedersen.

Nogle vil måske mene, I er faldet den frie del i ryggen ved at give mærkedelen mulighed for indtjening på det frie eftermarked?

- Hmmm... spændende spørgsmål - som udgangspunkt var det vigtigt for os, at Interdan vil tilføre væsentligt flere værksteder og udvikle kæden. Der er ved at ske en lignende udvikling på de internationale markeder, og andre bilmærker vil helt sikkert følge efter med bestræbelser på at få del i det frie eftermarked. Der sker lige nu en opsplitning i markedet med konsolidering, hvor mindre værksteder lukker, og kæder bliver større. Markedet er komplekst, og nogle ser muligheder hvor andre ser farer. Nogle gange må man erkende, at man ikke kan alting selv, og ikke være stædig eller konservativ men i stedet være åben overfor muligheder uden for huset. Også når det gælder sammenlægninger med andre i branchen.

- Vi havde ikke så mange følelser i at sælge Quickpot. Organisk vækst har været vigtig for os i mange år, men som udviklingen sker, har også vi øjne og ører åbne overfor opkøb - som da vi købte Qinton Hazell for fire år siden, siger Martin Pedersen.

Vil ikke sælge mere

Quickpot-kæden omsætter for cirka 200 millioner kroner årligt, som JP Group ikke er afhængige af. Kæden var del af JP Groups Euro 2000 Holding A/S, hvor også HoVWdiAudi giver overskud, foruden Ejendomsselskabet JP Group A/S.

Kunne et salg af din forretningsdel med detailsalg, HoVWdiAudi, også komme på tale? Eller måske hele JP Group?

- Nej, HoVWdiAudi er vores lille testafdeling. Og hvad angår hele virksomheden ville der være for mange følelser involveret, ligesom der er er meget, vi skal nå endnu. De næste 3-5 år bliver også vi hos JP Group forandret på flere fronter, siger Martin Pedersen.

Den oprindeligt bankuddannede indehaver har ikke et generationsskifte linet op, men planer om, ad åre, at hellige sig bestyrelsesarbejdet i virksomheden.

- Jeg har en meget stærk ledergruppe, der også trådte til, da jeg fik konstateret kræft og måtte trække mig ud i 6-7 måneder - det har ikke kunnet ses på tallene, siger Martin Pedersen, der nu er kureret for sygdommen.

Ønsker nye elbil-projekter

På fabriks-rundturen er vi nået til hallen, hvor Garia golf-elbiler og Postnord elbiler, udviklet af JP Group selv, til det svenske marked bliver samlet med egen-fremstillede dele samt dele udefra som "just in time" produktion uden stor lagerføring. Batteripakkerne leveres blandt andet af Samsung.

Danmark har i begyndelsen af 1900-tallet huset en række bilsamlefabrikker for blandt andet Ford og General Motors. Det er nærliggende at spørge Martin Pedersen, om det kunne ske igen i Viborg.

- Vi har ikke let til storhedsvanvid, idet vi jo er i en niche for el-køretøjer. Men vi har opbygget stor knowhow på elbil-området. Så vi kunne godt være samlefabrik for nye aktører og bilwwmærker.

Semler har jo selskabet Autonomous Mobility med formål at indsætte selvkørende shuttlebusser, har I haft kontakt?

- Produktion af el-busser kunne være interessant for os, så et samarbejde med Semler kunne helt sikkert komme på tale, hvis de kontakter os. Det er jo tosset at se alle de halvtomme store busser køre rundt i ruteplan mange steder i landet. En amerikansk producent af el-køretøjer har faktisk foreslået JP Group som nordeuropæisk "hub" for produktion af små hybrid-busser. Projektet er endnu på et udviklingsstadie i Californien, fortæller Martin Pedersen.

JP Group har vundet et udbud med produktion af 1000 mindre el-køretøjer til Postnord og har udviklet en ny og større prototype til kørsel i bymidter - højrestyret af hensyn til postomdelingen. Den har nu kørt to vintre uden problemer. Derfor har Garia oprettet egne servicefaciliteter i Sverige, hvor erfaringer og feedback samles.

Selskab til Logicar

Vi bærer fotografens lamper og udstyr over i showroomet, hvor fotos til denne artikel skal skydes. Mellem rækkerne af alskens Porscher troner det danske bilprojekt Logicar, som JP Group var et mulehår fra at begynde at producere tilbage i 1980’erne. Den blev designet af berømte Jacob Jensen, og i samarbejde med VW, inden det blev opgivet, især fordi en ledende VW-ingeniør i projektet kørte sig ihjel. Det kan meget vel være, at den historiske bil snart får følgeskab af andre på det lille museum, men denne gang "made in Viborg". 

BREAKING
{{ article.headline }}
0.173|