23948sdkhjf

Mini WorldSkills i Silkeborg

Unge autolakerere fra hele verden dystede i Danmark som optakt til WorldSkills i Rusland til august.

UDDANNELSE Tirsdag-torsdag i sidste uge samledes unge autolakerere fra hele verden i Silkeborg for at træne mod hinanden før det forestående VM i håndværk.

De er alle nationale mestre og udtaget til WorldSkills 2019, som finder sted i Kazan i Rusland i sidste uge af august.

Til Silkeborg kom deltagerne fra Norge, Tyskland, Frankrig, England, USA, Canada, Brasilien, Japan, Kina, Rusland, Thailand, Korea og Danmark for at træne og dyste i et tre dages mini-WorldSkills.

Tirsdagen blev brugt på instruktion i de opgaver og materialer, som også skal bruges under WorldSkills, mens selve konkurrencen fandt sted både onsdag og torsdag til kl. cirka 17.

Træffet foregik i autolakerernes afdeling på College360 på Kejlstrupvej i Silkeborg. Skolen er såkaldt landsskole, det vil sige den eneste som udbyder autolakerer-uddannelsen herhjemme. Den har så høj standard, at autolakerere fra andre nordiske lande afslutter deres uddannelse i Silkeborg.

Initiativtageren er den danske WorldSkills-dommer og faglærer på College 360 Jens Søndergaard Hansen.

Philip Bang til Rusland

Den danske landsholdsdeltager var den 21-årige Philip Bang fra Vedbæk. Han er i lære hos Elkjærgruppen i Lynge. Som led i træningen har han tidligere i år deltaget i konkurrencer i Norge, Tyskland og Canada.

Philip Bang vandt tidligere i år DM i Skills og er derfor med på SkillsDenmarks landshold til WorldSkills i august.

SkillsDenmarks landshold til dette års WorldSkills består af unge fra 14 forskellige fag: Industritekniker, bygningssnedker, bygningsmaler, møbelsnedker, tømrer, bager, konditor, kok, tjener, autolakerer, karrosseritekniker, landbrugsmaskinmekaniker, murer og flisemurer.

1600 unge i dyst

Til WorldSkills 2019 stiller 1600 unge deltagere fra 60 nationer, og der skal kæmpes om guld, sølv og bronze i 56 forskellige fag.

Der uddeles også udmærkelser - en såkaldt "Medaillon for Excellence" gives til deltagere, der opnår mindst 700 af 800 mulige point. I sin konkurrence skal Philip Bang dyste mod deltagere fra 28 andre nationer.

SkillsDenmark er en nonprofit-organisation støttet af Undervisningsministeriet, arbejdsmarkedets parter, faglige udvalg, erhvervsskoler, fonde og virksomheder. Formålet er at fremme det gode håndværk og fokus på erhvervsuddannelserne gennem konkurrencerne DM i Skills, EuroSkills og WorldSkills.

Der er WorldSkills hvert andet år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125