BILPORTALER Bilhandel.dk har i løbet af de sidste to år gjort sit indtog på markedet. De har allerede nu markeret sig som en væsentlig spiller og har budt de to store bilportaler, Bilbasen og Biltorvet, op til dans.
- Situationen er, at hvis vi ikke er nummer to efter Bilbasen, så er vi tæt på, siger Kenneth Andersen, adm. direktør i Heymate, der driver bilhandel.dk og andre relaterede sites.
Han beretter om 239.000 unikke brugere på bilhandel.dk i april, hvilket er i omegnen af en fordobling siden årsskiftet.
Hvilke portaler der får ekspederet flest biler over disken, er umiddelbart svært at vurdere, da de alle blot formidler kontakten mellem potentielle købere og forhandlere. Dermed registreres det ikke, om et givent salg er sket på baggrund af en annonce fra den ene eller den anden portal.
Kenneth Andersen mener derfor, at antallet af brugere er ét af de parametre, man kan sammenligne på.
Biltorvet offentliggør ikke sine tal for dette, men siger til Motor-magasinet, at det ligger på 200.000-300.000.
Bilbasen fører an med omkring 600.000, og her byder kommunikationsansvarlig Jan Lang den (næsten) nye spiller velkommen.
Hvad kan du udlede af bilhandel.dks vækst?
- Det viser, at der er behov for det, siger han til Motor-magasinet og understreger, at brugerne ikke er forsvundet fra Bilbasen.
Ekspertens bud
Jan Damsgaard, professor ved Institut for digitalisering på Copenhagen Business School (CBS), peger på et andet sammenligningsparameter.
- Man kan se på, hvor mange biler de har. Det er et udmærket udtryk for, hvor store de er, siger han.
Bilhandel har taget store skridt på bare to år, og det er blandt andet sket på baggrund af, at man kører med en noget lavere annonceringspris.
I Bilinfo og AutoDesktop, der er henholdsvis Bilbasens og Biltorvets bagvedliggende systemer, taster bruger selv al info ind, mens man hos Bilhandel betaler de to for at få adgang til disse data.
- Der er ingen omkostning ved at tage en bil ind, forklarer Jan Damsgaard og spørger:
- Hvad er den rigtige pris, når din marginalomkostning er nul? Han forklarer situationen med et eksempel, de fleste kan relatere til:
- Hvis Google indførte, at det kostede 50 øre at lave en søgning, ville vi alle skifte til Bing.
Det er muligvis også på baggrund af dette, man kan forklare portalerne stigende fokus på markedsføring, der går langt ud over annoncering på nettet.
Den nye dreng i klassen buldrer derudad
Bilhandel.dk har på to år formået at etablere sig på markedet for bilportaler. Der er dog stadig et godt stykke op til Bilbasen, både når det drejer sig om brugere og salgsannoncer.