MARKEDSFØRING Danske sponsorer har fået øjnene op for Formel 1. Blandt danske firmaer, der er aktivt med er, tøjfirmaet Bestseller og software-firmaet Omnicar - du ser dem sammen med Kevin Magnussen.
Bestseller-koncernen har gennem Jack & Jones, der et af de største tøjmærker i Europa med mere end 1000 forretninger i 38 lande, støttet Kevin Magnussen siden junior-klasserne. Sidste år gearede det danske tøjmærke op, og blev en af de primære sponsorer for Magnussens team, Haas.
- Den dedikation og professionalisme, der kræves i Formel 1, passer godt til den indstilling, vi har til vores denim og menswear. Vi vil være de bedste - præcis ligesom Haas F1 Team. Det er derfor, vi har støttet Kevin Magnussen gennem hele hans karriere, og det er derfor, vi nu er sponsor for Haas-teamet, siger Jack & Jones marketingschef Henning Nielsen.
Kevin Magnussen har også et andet dansk firma på sin dragt og hjelm. Omnicar, der er specialister i software-løsninger til bilforretninger og værksteder, blev med stor succes børsnoteret i sommeren 2017, og i 2018 indgik man en personlig sponsoraftale med Kevin Magnussen.
- Formel 1 er en fantastisk platform til at styrke vores brand over for kunder og partnere, siger Omnicar CEO Claus T. Hansen. Blandt bilforhandlere og værksteder er der en kæmpe interesse for motorsport, og her er Formel 1 helt i top. Derudover tilføjer Kevin noget charme og humor, som vi godt kan lide. Han er et perfekt match for OmniCar og de værdier, vi arbejder med. Han er målrettet, talentfuld og drevet af passion. Han har allerede vist, at han har evnerne til at være i sportens absolutte sport, og vi er stolte af, at OmniCar kan være med til at bidrage til hans fortsatte udvikling.
Formel 1 foran fodbold
Seertallene ved Viasats Formel 1-transmissioner når nye højder, og med udsendte medarbejdere til alle løb storsatser dagbladene Ekstra Bladet og BT på Kevin Magnussen. Og lige meget hvor i verden danskeren kører, er der altid masser af danske tilskuere: På alverdens Formel 1-baner er der i disse år tre flag der dominerer: Union Jack for Lewis Hamilton, det hollandske flag for Max Verstappen - og Dannebrog for Kevin Magnussen.
TV-kanalen Viasat har rettighederne til Formel 1 i Skandinavien, og i Danmark viser kanalen alle træninger, kvalifikationer og løb live. Kevin Magnussen er blevet så vigtig for Viasat, at man i programplanlægningen prioritere Formel 1 over Superligaen i fodbold. Seertallene holdes tæt til kroppen, men Formel 1-organisationen FOM fremhævede for nylig, at Danmark befandt sig i top-20 over de lande, der har flest TV-seere.
- Formel 1 har været en fantastisk rettighed for os, fra vi senest sikrede os rettighederne i 2009. Og med Kevin Magnussens indtog i serien er interessen eksploderet, oplyser Group Head of Sport i TV3´s moderselskab Nordic Entertaintment Group Kim Mikkelsen.
Tusindvis af danske F1-tilskuere
Men det er mange, der ikke vil nøjes med at se løbene på TV og tusindvis af Kevin Magnussens-fans rejser hvert år ud til alverdens Formel 1-løb.
- Der er ingen tvivl om, at Kevins indtræden i kongeklassen har øget interessen markant - danskerne er simpelt hen stolte af deres nye ’sportsdarling’. Der er stadig mange af vores kunder, der har fokus på andre kørere og biler som for eksempel Ferrari, men det er primært Kevin, man tager af sted for at se, siger Ole Lilholt fra Grand Prix Tours, der er Danmarks mest erfarne arrangør af racer-rejser.
- Da vi startede for mere end 20 år siden, var der fortrinsvis fokus på de nære løb som Spa-Francorchamps i Belgien, Nürburgring og Hockemheim i Tyskland, A1-Ring i Østrig og Hungaroring i Ungarn. I dag har vi ture til alle løb over hele verden, og for eksempel Abu Dhabis Grand Prix er blevet en rigtig publikumsmagnet. Jo flere ture, vi arrangerer til løbene udenfor Europa, desto mere oplever vi at par og familier vil kombinere disse løb med længere ferier. Vi ser samtidig mange, der kombinerer et af sommerferie-løbene i Frankrig, Østrig, Tyskland og Ungarn med en ferie med hele familien, fortsætter Lilholt.
- Det er også interessant, at vi oplever flere og flere par på vores Formel 1-rejser. Og rent faktisk er det mange gange konen, der ’tvinger’ manden med! Det er helt anderledes end tidligere, hvor 97 procent af deltagerne var mænd.
...og på Facebook. Ohh la la
Interessen for Kevin Magnussen afspejler sig også på Facebook, hvor der er opstået en række fangrupper.
- I vores Facebook-gruppe mærker vi absolut K-Mag feberen. Sidste år havde vi endnu en gang en markant vækst, og vi regner med at runde 25.000 medlemmer i løbet af foråret. Med så lille en befolkning, som vi jo har i dette land, er det helt fantastisk at kunne samle 25.000 mennesker til at hylde Kevin. Og vi har alle typer medlemmer - fra dybt passionerede fans, der sætter sig indgående ind i regler og teknik, til den helt almindelige Hr. og Fru Jensen, der bare er vilde med Kevin, siger Allan Melsen, grundlægger og administrator af den største fangruppe på Facebook, ’Kevin Magnussen & F1 Fans’.
Danmark ramt af K-Mag sponsor feber
Flere og flere firmaer ser Formel 1 som stedet af markedsføre sig. Makkerparret Kevin Magnussen og Jack & Jones er ikke det eneste eksempel.